Som en politisk studehandel gav Folketingets partier sig selv 52 millioner kroner ekstra: Nu åbner et flertal for at ændre ordningen

Et beslutningsforslag fra Nye Borgerlige har genrejst diskussionen om de millioner af kroner, som partierne på Christiansborg årligt får til deres politiske sekretariater. Nu åbner et flertal i Folketinget for at ændre den såkaldte gruppestøtte. Socialdemokratiet afventer en intern drøftelse, inden partiet tager stilling.

Venstre vil gerne være med til at ændre den omdiskuterede gruppestøtte, som Folketingets partier får til sine politiske sekretariater, og dermed ser det ud til, at der er flertal for en ændring. Socialdemokratiet vil ikke udelukke en ændring, men det vil kræve en nærmere drøftelse i partiet, inden det kan melde noget endeligt ud. Liselotte Sabroe

Et flertal i Folketinget åbner nu for at omlægge den gruppestøtte, der siden 2016 har været stærkt kritiseret, og som er blevet kaldt en »beskidt aftale«.

Med aftalen, der blev indgået, mens Venstre-regeringen forhandlede en regeringsudvidelse med Liberal Alliance og de Konservative, blev støtten til Folketingets partier øget med 52 mio. kr., og steg dermed fra 127 mio. kr. i 2016 til 179,6 mio. kr. i 2017. De flere penge skulle ifølge lovforslaget gå til, at partierne kunne ansætte presserådgivere samt hyre ekspertbistand til at udvikle politik.