Soldater risikerer straf for tortur i Irak

Danske soldater risikerer retsforfølgelse, hvis de har udleveret irakiske fanger til tortur, vurderer RCT.

Danske soldater, DANCON/irak, patrulje i Basras nordlige udkant. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et klart brud på FN's Torturkonvention, hvis danske soldater har udleveret irakiske fanger til tortur i irakiske fængsler under Irakkrigen. Derfor risikerer soldaterne retsforfølgelse og straf, vurderer Rehabiliterings- og Forskningscentre for Torturofre (RCT).

- Hvis man kan bevise, at danske militærchefer og soldater har udleveret fanger til tortur, og at de har været bevidst om, at fangerne risikerede at blive tortureret, skal de retsforfølges og straffes, siger jurist Therese Rytter fra RCT.



FN's Torturkonvention, som alle koalitionens medlemmer har ratificeret, indeholder et absolut forbud mod udlevering til tortur, som både gælder i krig og fred.

- Konventionens artikel 3 siger tydeligt, at ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur, siger hun.

Danmark risikerer desuden et erstatningskrav fra de udleverede irakere, der har mulighed for at anlægge sag mod den danske stat. RCT mener, at hele debatten kunne være undgået, hvis Danmark havde haft en langsigtet strategi for behandling af krigsfanger.



- Når Danmark vælger at gå i krig, skal landet også overholde krigens love. Alternativt må Danmark afstå fra at deltage i selve krigen og i stedet bidrage til en fredsbevarende indsats, siger Therese Rytter.

- For eksempel kunne Danmark udelukkende have bistået med opbygningen af et velfungerende politi og fængselsvæsen, foreslår hun.

/ritzau/