Søvndal til angreb på tørklædet

SF-formanden bruger sin grundlovstale til et opgør med det muslimske tørklæde. Den har intet med ligestilling at gøre, lyder det. Venstres ordfører begejstret: »Jeg vil sige det samme i min tale«.

Foto: Lea Meilandt Mathiesen.
Læs mere
Fold sammen

For første gang nogensinde går en SF-formand til principiel modstand mod det muslimske tørklæde. I sin grundlovstale i dag siger Villy Søvndal, at tørklædet i hans øjne er én ting: Kvindeundertrykkende.

»For mig – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige,« siger Søvndal, som dermed endnu engang flytter rundt på møblementet i SF.

Første gang var da Søvndal på sin blog i foråret gik til angreb på den ekstreme muslimske organisation Hizb-ut- Tahrir, som han kaldte for mørkemænd og derfor kunne »gå ad helvede til«.

»For mig er det underlige, at mænd ikke bærer tørklæde!«

Jo, men tørklæde, turban, kalot, styrthjelm. Hvad er problemet?

»De har nogle forskellige betydninger, og jeg synes netop, at vi er kommet langt ved ikke at skilte med religiøse symboler. Men jeg synes, at folk skal have den religion, de vil. Det vil jeg ikke blande mig i. Lovgivning mod tørklædet støtter jeg helle ikke. Det handler om dialog,« siger Søvndal.

Hos Demokratiske Muslimer er talsmand Adel Sadek lodret uenig med Søvndal i, at tørklædet er et symbol på, at kvinden ikke er lige med manden.

»Mange kvinder vælger helt frivilligt at gå med tørklæde. Det er deres egen frihed, vi snakker om,« siger Adel Sadek, der mener at SF-formanden blander religion og folks personlige frihed sammen med sit angreb på tørklædet.

Han bifalder dog, at Søvndal sætter tørklædet til debat.

Auken uenig
SFs fremtrædende EU-parlamentsmedlem Margrete Auken, bryder sig personligt ikke om tørklædet, men er alligevel ikke enig i Søvndals angreb på muslimske kvinders hovedbeklædning.

»Jeg mener ikke, at vi skal gå ud og blande os i, hvad tøj folk har på,« sig Margrete Auken.

Støjberg enig
Fra Venstres politiske ordfører er der derimod anerkendelse:

»Ja, for det minder meget om det, som jeg selv vil sige i min grundlovstale, men omvendt har jeg også mine tvivl, om han nu mener det. For han vil jo ikke stemme for et forbud mod tørklæder til dommere,« siger Inger Støjberg.

Selv om Søvndal flytter rundt på de gængse opfattelser i SF, så er der alligevel langt til de øvrige partier. Blandt andet debatten om forbud mod tørklæder til dommere.

»Vi er på vej ud i en helt absurd situation i Danmark, hvor vi bruger fantastisk meget energi på at diskutere ikke-eksisterende problemer. Jeg har en fundamental tillid til, at vores Domstolsstyrelse udnævner dommere i Danmark.«

Men hvis der kom én, vil du så lovgive?

»Jeg forholder mig heller ikke til, hvilken hovedbeklædning jeg skal have på, hvis jeg skulle gå en tur på månen.«

Men hvis det skete?

»Jeg er sikker på, at de vil håndtere det. Man kan have en forestilling om, at Folketinget skal lovgive om enhver detalje i det her samfund. Vi må da have tillid til, at andre kan håndtere det.«