Søvndal frier til Vestager

SF opfordrer De Radikale til at melde klart ud til fordel for et samarbejde til venstre for midten. Opfordringen kommer, efter at en ny meningsmåling afslører, at 73 procent af de radikale vælger ønsker, at R, SF og Socialdemokraterne inden det næste valg formulerer en fælles politisk platform i forhold til blandt andet folkeskoleområdet, ældreplejen og klimapolitikken.

- Den her undersøgelse viser, at venstrefløjens vælgere helt massivt ønsker, at vi laver en fælles platform, der siger noget om, hvilke hovedlinjer der skal føres, hvis vi får magten, siger SF's formand, Villy Søvndal.

Margrethe Vestager takker dog venligt nej til Villy Søvndals frieri. Det sker med henvisning til, at hun ikke vil være med at føre blokpolitik, men ønsker et bredt samarbejde i Folketinget.

Heller ikke S mener, at det er nogen god idé med en fælles platform.

Meningsmålingen er udført af instituttet Epinion Capacent for SF forud for SF's sommergruppemøde mandag.

/ritzau/