DSH Recycling, et søsterselskab til Nordic Waste, kan ifølge Kammeradvokaten, som er statens advokat, drages til ansvar for jordskreddet ved Ølst.
Regeringen vil nu rette krav mod selskabet, oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger i pressemeddelelsen, at det er et skridt på vejen til, at regningen for jordskreddet og dets konsekvenser ender hos forureneren:
- Kammeradvokatens undersøgelse viser, at ansvaret for jordskreddet ikke er begrænset til Nordic Waste A/S, der drev virksomheden, men også omfatter DSH Recycling A/S, der er en del af samme koncern, udtaler ministeren.
Kammeradvokatens konklusion omkring DSH Recycling kommer i første del af undersøgelsen af Nordic Waste-sagen.
Der udestår fortsat en anden del af undersøgelsen, som Kammeradvokaten arbejder på.
Nordic Waste, der er begæret konkurs, har arbejdet med at håndtere forurenet jord.
Det kom frem i december, at der var et jordskred på virksomheden Nordic Wastes grund.
I midten af december forlod Nordic Waste opgaven med at få jordskreddet under kontrol og overlod det til kommune og myndigheder.
Nordic Waste indgav senere konkursbegæring, hvilket har medført hård kritik fra toppen af dansk politik.
Regeringen har meldt ud, at den vil undersøge alle muligheder for at stille virksomheden til ansvar. Derfor er Kammeradvokaten sat på sagen.
Jordskreddet har skabt stor bekymring i landsbyen Ølst, der ligger tæt ved Randers.
20. februar kunne Miljøministeriet dog berette, at der ikke længere var en trussel for husene i området fra jordskreddet.
En miljørisiko var der dog stadig, lød det her.
