Søren Pinds særlige udvalg arbejder i lukkethed – men medlemmerne gør oprør: »Uforståeligt og uforsvarligt«

Udvalget ledes af Søren Pind, men en stor andel er mediechefer og -folk. Nu gør sidstnævnte oprør, for hvorfor skal et udvalg, der handler om medier og åbenhed agere i fuld lukkethed?

Medlemmerne i Søren Pinds omdiskuterede udvalg går nu stik imod formandens ønske om lukkethed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup (arkiv)
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Frie medier arbejder i deres grundessens for åbenhed, når magten udøves.

Men åbenhed bliver der ikke meget af, når Medieansvarsudvalget med tidligere Venstre-minister Søren Pind i spidsen skal udføre sit arbejde.

Medieansvarsudvalget, som skal vurdere, hvordan og hvornår medier fremover skal kunne stilles til ansvar i sager, hvor de har ageret uhensigtsmæssigt eller direkte forkert, er nemlig undtaget for aktindsigt.

Det oplyste Søren Pind for nylig til Frihedsbrevet, som netop havde fået aktindsigt i en korrespondance mellem Pind og den konservative partiformand Søren Pape Poulsens spindoktor, Simon Gosvig. Sidstnævnte var nemlig utilfreds med, hvordan Ekstra Bladet havde ageret under afdækningen af en række af Søren Papes personlige forhold.

Og fremover ville den slags ikke være i omfattet af retten til aktindsigt, oplyste Søren Pind.

Men den udmelding er stik imod en lang række af Medieansvarsudvalgets medlemmers ønske, skriver Ekstra Bladet i dag.

Lukketheden om udvalgets arbejde kan ifølge Ekstra Bladet sikres ved at gøre udvalget til »en selvstændig forvaltningsmyndighed«, der som udgangspunkt er omfattet af offentlighedsloven, i stedet for et udvalg under Kulturministeriet.

Medlem af udvalget og formand for Danske Medier Mads Brandstrup siger til Ekstra Bladet, at udvalgets medlemmer ellers har haft et særligt ønske om, at udvalgets arbejde skulle være åbent.

»Det overrasker mig meget, for vi sagde helt eksplicit, at det ikke skulle ske. Når vi skal tale om medieansvar og åbenhed, virker det jo uforståeligt og uforsvarligt ikke at have åbenhed om arbejdet,« siger Mads Brandstrup til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har ligeledes talt med Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, samt Stig Ørskov, der er administrerende direktør for JP/Politikens Hus, og de bakker op om synspunktet og kravet om åbenhed.

I en anden artikel oplyser Søren Pind til Ekstra Bladet, at lukketheden for aktindsigt skyldes, at folk skal have mulighed for at dele de dårlige oplevelser, de har haft med medier, med Medieansvarsudvalget, uden at de risikerer at komme i medierne igen.

»Skal vi have mulighed for, at folk deler deres uheldige oplevelser om medier, er det helt naturligt, at de ikke skal gennemgå turen en gang til, blot fordi de henvender sig til os,« skriver Søren Pind i en sms til Ekstra Bladet.