Søren Pape var kun tredjevalg som K-formand

De Konservatives nye formand, Søren Pape Poulsen, var tredjevalg som arvtager efter Lars Barfoed, oplyser flere kilder i partiet.

Foto: Keld Navntoft. De Konservatives nye formand, Søren Pape Poulsen.
Læs mere
Fold sammen

Søren Pape Poulsen (K) var ifølge en række kilder hos de Konservative tredjevalg til at overtage posten som partiets formand. Det skriver Politiken.

Blandt andet fortæller tidligere formand Lars Barfoed (K) ifølge avisen, at han flere gange har spurgt afgående klimakommissær Connie Hedegaard (K), om hun ville komme til Danmark og blive formand.

»Jeg har flere gange talt med Connie, om hun var interesseret i at komme tilbage til dansk politik. Men det har hun i hvert fald ikke her og nu et ønske om. Jeg vil ikke referere direkte fra samtaler, men det er klart, at hvis Connie valgte at komme tilbage til dansk politik, så ville hun være meget velkommen,« siger Lars Barfoed til avisen.

Gruppeformand Brian Mikkelsen (K) skal op til formandsskiftet have kørt Høje-Taastrup Kommunes borgmester, Michael Ziegler (K), i stilling som formand. Ifølge Politikens oplysninger var det planen helt frem til to dage, før Lars Barfoed annoncerede sin afgang, at Michael Ziegler skulle overtage formandskontoret.

Flere kilder fortæller til avisen, at Michael Ziegler fik kolde fødder i 11. time.

Politikens udlægning understøttes af en mail fra daværende hovedbestyrelsesmedlem Claus Have (K) til partiets forretningsudvalg i juni, hvor der står, at mange i partiets bagland »sukker efter Connie Hedegaard, men det er næppe realistisk. I min optik vil den bedste løsning for partiet være et stille og roligt generationsskifte, hvor Lars går af her i forbindelse med sommerferien og overlader formandsposten i partiet til Michael Ziegler«.