Søren Pape klar til ny voldtægtslov: »Der er et eller andet fuldstændig galt«

Da justitsminister Søren Pape Poulsen (K) holdt tale ved Kvinfos fejring af Kvindernes Internationale Kampdag i Vega fredag aften, blev han mødt med jubel og klapsalver, da han fortalte salen, at han er klar til at indføre en samtykkebaseret voldtægtslovgivning i Danmark.

Justitsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Mit parti er klar til at indføre en ny voldtægtsbestemmelse, der bygger på samtykke, og jeg håber, at samtlige partier i Folketinget vil være med.«

Sådan sagde justitsminister og partiformand for de Konservative, Søren Pape Poulsen, fredag aften, da han holdt tale til Kvinfos fejring af Kvindernes Internationale Kampdag  i Vega.

Ministeren har længe været åben over for en ændring af loven. I oktober nedsatte han et ekspertpanel, som havde til opgave at se nærmere på behandlingen af sager om voldtægt. Samtidig har han løbende indhentet erfaringer fra andre landes voldtægtsbestemmelser.

Men på Kvinders Internationale Kampdag i går slog han det fast: han og de Konservative er klar til at indføre samtykkelov i Danmark.

»Når unge piger beretter, at de ikke vil anbefale andre at anmelde en voldtægt, så er der et eller andet fuldstændig galt. Det kan ikke være rigtigt, at det er ofrene, der sidder tilbage og føler sig flove og skyldige. Ofrene må aldrig være i tvivl om, at samfundet er på deres side. Altid. Det betyder med andre ord, at der er brug for en ny lovgivning på området,« siger Søren Pape Poulsen i sin tale, som Berlingske har fået tilsendt på video.

Der har den seneste uge kørt en debat om den danske voldtægtslovgivning i kølvandet på den rapport, Amnesty International offentliggjorde tirsdag.

Rapporten opfordrer til en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, men det er ikke alle, der mener, at en ny lov er den rette løsning.

Advokat Helle Hald sagde til Berlingske tirsdag, at lovgivningen i dag allerede definerer voldtægt som mangel på samtykke, og at man i stedet bør give politiet flere ressourcer til at håndtere voldtægtssagerne bedst muligt.

»Vi håber, ministeren er modig«

Søren Pape Poulsen fortæller i talen, at han i begyndelsen var skeptisk over for at ændre lovgivningen på området, men at ofrenes vidnesbyrd fik ham til at ændre mening.

»Historier om seksuelle overgreb blev ved med at dukke op. Modige ofre, stærke kvinder stod frem med vidnesbyrd, som satte sig dybt i mig. De var lige så grufulde, som de var vigtige. Historierne blev fortalt af nogle andre eksperter end de juridiske. Nemlig dem, som selv havde været udsat for et overgreb. Virkelighedens eksperter,« siger han og fortsætter:

»Som politiker skal man jævnligt kigge indad og spørge sig selv, om man kan gøre mere. Og i det her tilfælde var der kun ét svar – ja. Vi kan gøre mere, og vi skal gøre mere.«

Ifølge Søren Pape Poulsen overvejer regeringspartierne lige nu mulige modeller for en voldtægtsbestemmelse i straffeloven, der baserer sig på samtykke. Han fortæller, at han håber, at de snart kommer frem til en løsning.

Se videoen fra Vega her (tryk på lydikonet i afspilleren, hvis lyden ikke automatisk afspilles):

 

Helle Jacobsen, seniorrådgiver i Amnesty International, deltog også i arrangementet. Hun fortæller, at Amnesty er glade for ministerens udtalelser, og at de håber, at han vil gøre sine ord til lov – uanset hvad resten af regeringen mener.

»Selv hvis Venstre og Liberal Alliance ikke stemmer for en ny lovgivning, er der faktisk politisk flertal nu. Så vi håber, at Søren Pape er modig og tør gå forrest i kampen,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen, men han oplyser til Berlingske, at han står ved, at han og de Konservative er klar til at indføre en samtykkebaseret voldtægtslovgivning.