Søren Espersen kalder Christiansborg-kollega »snerpet«, men vil ikke forholde sig til udskældt julesang: »Jeg har ikke forstand på kunst«

Torsdag har Venstre-profilen Bertel Haarder fået massiv kritik for et vers i sin årlige julesang, der handler om en meget omtalt voldtægtssag. DF-næstformanden advarer mod at gå imod den kunstneriske frihed og påpeger, at »man bør være meget opmærksom, når man begynder at gå i rette med en digter«.

Søren Espersen går i rette ved kritik af Bertel Haarders julesang: »Vi har en kunstnerisk frihed. Prøv lige og tænk på, hvad Yahya Hassan har skrevet og gjort i sin måde at udtrykke sig kunstnerisk. Sådan skal det også være for alle andre, der har kunstneriske gener og evner, som Bertel Haarder har i stor stil.« Asger Ladefoged

Venstre-profilen Bertel Haarder har fået massiv kritik for det sidste vers i sin årlige julesang, men ifølge næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, skal man huske på, at der med sangen er tale om et kunstnerisk produkt.

»Det vigtigste, jeg vil sige, er, at dette er et kunstnerisk produkt. Man laver et digt på nogle vers, og der har man kunstnerisk frihed til også at få det med. Vi har jo frihed i landet. Der synes jeg ikke, at folk skal sidde og pinde ud, hvilke linjer der skal ind og ud. Det er noget pindehuggeri, som jeg ikke mener er værdigt, når det gælder et kunstnerisk produkt,« siger Søren Espersen.