En strid om Ekstra Bladets arbejdsmetoder i forbindelse med en række historier om Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, er nu havnet på formanden for Folketinget, Pia Kjærsgaards, bord.
Socialdemokratiet mener, at journalister fra tabloidavisen er »begyndt at stå uden for mødelokaler og toiletter mv. for at forsøge at afhente kommentarer og chikanere Henrik Sass Larsen mest muligt,« ligesom avisens ansatte »uopfordret« har opsøgt medlemmer af Folketinget på deres kontorer for at finde historier, »som kan skade Henrik Sass Larsens person.«