Socialdemokratiet vil lade hooligans betale for ballade

Justitsministeren skal undersøge, om man kan få fodboldbøller til at bære økonomisk ansvar for stadionvold.

Foto: Claus Bech. Mindst 50 kampklædte betjente bevægede sig ind på grønsværen. De placerede sig i en kæde foran tribunen med de urolige fans, så FCK og Brøndby kunne spille de sidste minutter af kampen.
Læs mere
Fold sammen

Fodboldfans voldelige overfald på sikkerhedsfolk og politibetjente bør koste mere end en plet på straffeattesten.

Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, bør de voldelige fans blive stillet økonomisk til ansvar for balladen.

»Det er ustyrligt mange politiressourcer, der bliver brugt på det her. Så jeg vil gerne se på, om man kan gøre mere for at stikke de enkelte voldelige hooligans økonomisk til ansvar,« siger hun.

Hun vil bede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) se på muligheden for at lade bøllerne betale for politiets indsats.

Udmeldingen kommer efter en superligakamp mellem Brøndby og FCK. Her gik FCK-fans amok, da Brøndby hen imod slutningen af kampen scorede kampens første mål.

Kampen blev afbrudt, og politiet rykkede ind. Mindst 50 kampklædte betjente bevægede sig ind på grønsværen. De placerede sig i en kæde foran tribunen med de urolige fans.

Med cirka 18 minutters forsinkelse blev de to resterende minutter af kampen afviklet.

/ritzau/