Socialdemokratiet gjorde klar til valg sidste år: Brugte millionbeløb på plakater og kampagne

Partiregnskab viser, at Socialdemokratiet sidste år brugte 3,2 millioner kroner på et valgberedskab. Stort set alle kandidater fik trykt valgplakater, selvom valget aldrig kom. Også DF og de Radikale forberedte sig på valg.

Foto: Henning Bagger. Socialdemokratiet indledte lørdag d. 16. september deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter . Her ses formand Mette Frederiksen under sin beretning.
Læs mere
Fold sammen

Sidste efterår var dansk politik frosset fast.

Mens Liberal Alliance stod ultimativt fast på at kræve topskattelettelser, stod Dansk Folkeparti fast på, at Liberal Alliance måtte give sig. Det lignede en uløselig situation, og flere partier satte et valgberedskab i gang.

Socialdemokratiet har således brugt 3,2 millioner kroner på en valgkamp, som aldrig blev til noget - det fremgår af partiets regnskab, der er blevet fremlagt i forbindelse med weekendens partikongres i Aalborg.

»Anders Samuelsen truede jo med, at hvis ikke han fik sine topskattelettelser, så ville han ikke være parlamentarisk støtte for Løkke. På det tidspunkt sørgede vi for rettidig omhu ved at lave et valgberedskab, der selvfølgelig kostede nogle penge,« fortæller partisekretær Jan Juul Christensen og uddyber, hvad pengene blev brugt på:

»Vi fik trykt valgplakater til stort set alle, og vi fik også sat vores grafiker til i samarbejde med vores reklamebureau at tænke igennem, hvordan en valgkamp i efteråret 2016 skulle se ud. Sådan noget er jo ikke helt gratis,« siger han.

Også Dansk Folkeparti forberedte sig på valg i 2016. Partiet har ikke gjort op, hvor mange penge, de fik sat i sving, men oplyser, at det ikke var på niveau med Socialdemokratiets godt tre mio. kr.

De Radikale har ifølge deres regnskab overført 1,5 mio. kr. fra deres valgfond til »valgrelaterede aktiviteter«.

Jan Juul Christensen fra Socialdemokratiet fortæller, at Lars Løkke Rasmussens regeringsudvidelse i november sidste år sendte partiorganisationen ud i en »ny situation«.

»Nu er der jo meget, der tyder på, at regeringen vil gøre alt for at sidde perioden ud, og derfor skal vi til den tid forberede en ny valgkamp, som ikke kun bliver mod Venstre alene, men også Liberal Alliance og Konservative,« siger han og bemærker, at han ikke anser pengene for at være spildt.

»Valgplakaterne skal vores kandidater jo bare beholde. De må have dem liggende i garagen, eller hvor de nu ligger henne frem til næste valg, for vi kommer nok ikke til at lave nye,« forklarer Jan Juul Christensen.