Socialdemokrat vil beskatte boligejeres fortjeneste ved boligsalg
Det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Prehn vil bekæmpe uligheden i Danmark med avancebeskatning.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Rasmus Prehn vil bekæmpe uligheden i Danmark med avancebeskatning.

Socialdemokratiet bør tage en seriøs diskussion internt i partiet om, hvordan man kan komme uligheden på boligmarkedet til livs med beskatning af milliongevinster på boligsalg.
Det siger det socialdemokratiske folketingsmedlem og tidligere minister Rasmus Prehn til Politiken.
»Der er noget problematisk i, at der er mennesker, som tjener flere penge på at bo i deres bolig end på at gå på arbejde. Det er en diskussion, vi er nødt til at have,« siger Rasmus Prehn til avisen.
Han pointerer, at det særligt er de høje boligpriser i København, der bør tages et opgør med.
Vi skal have en samtale om avancebeskatning – altså beskatning af fortjeneste ved salg eller overdragelse af fast ejendom – og det bør regeringen fokusere på for at mindske uligheden i Danmark, skriver Prehn i en kronik i avisen.
Avancebeskatning har i mange år været en varm kartoffel i dansk politik, da boligejerne er en stor vælgergruppe i Danmark, som ikke mange partier ønsker at lægge sig ud med.
Der har derfor heller aldrig været et politisk flertal for at beskatte de mange boligejeres salgsfortjenester, men det øger altså uligheden, mener Prehn.
Priserne på ejerboliger i København er nemlig steget voldsomt i de seneste mange år, imens priserne på boliger i udkantsområderne er dalet.
Uligheden mellem land og by er altså stigende, og i sin kronik foreslår Prehn avancebeskatningen, så Danmark kan gøre »noget ved boligmarkedet som ulighedsmaskine.«
»Det duer ikke, at de rige bliver endnu rigere – bare ved at bo, hvor de gør. Mens de fattige bliver fattigere eller i hvert fald ikke rigere ved at bo, hvor de gør,« skriver socialdemokraten.