Snigmord på de venneløse regioner

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som var arkitekten bag kommunalreformen i 2007, og som var med til at nedlægge de gamle amter, har i flere omgange talt for at fjerne regionerne. Men i dag ligger Venstre-toppen underdrejet.

Regionernes primære politiske opgave – driften af de danske sygehuse – kan vække meget stærke følelser. Dette graffitimaleri i Holstebro blev malet som en kommentar til planen om at lukke det lokale sygehus, der er arbejdsplads for 1.600-1.700 menne-sker, til fordel for et nyt supersygehus ved Herning. Vægmaleriet viser blandt andet Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, som en blodtørstig vampyr. Arkivfoto: Morten Stricker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg er glad for den demokratiske debat, vi har haft her på delegeretmødet. Det bekræfter, at demokratiet lever.«

Sådan lød de smukke ord fra Martin Damm, Venstre-borgmester i Kalundborg og formand for Kommunernes Landsforening, efter at deltagerne på KLs delegeretmøde i fredags havde afvist ideen om en fusion med Danske Regioner.

Martin Damms diplomatiske ord dækker over en overraskende afklapsning af KL-toppen.

I november annoncerede KL og Danske Regioner, at man ville undersøge muligheden for en fusion, hvis ideen blev godkendt på KLs delegeretmøde og på Danske Regioners generalforsamling. Dengang havde ingen af topfolkene forestillet sig, at planerne ville blive blokeret i baglandet. Men det skete, og dermed er overvejelserne om en fusion »sat på hold indtil videre,« som det lakonisk blev meddelt i en meddelelse fra KL.

Det var selvsagt et nederlag for KL-toppen. Men tag ikke fejl: De største tabere findes ubetinget i Danske Regioner, der er blevet endnu mere sårbare op til et folketingsvalg, som vil kunne få skelsættende betydning for deres fremtid.

Det paradoksale er, at nederlaget for regionerne ingenlunde har sat gang i en stor politisk og folkelig debat. Tværtimod har de færreste danskere løftet et øjenbryn over, hvad der skete på KL-topmødet, og regionernes fremtid synes i det hele taget ikke at kunne holde ret mange søvnløse.

Der er ellers store sager på spil. Meget store, endda: Uden den planlagte alliance med kommunerne står regionerne markant svagere over for blå lejr på Christiansborg, som mener, at Danmark kan administreres både bedre og billigere uden regionerne.

Det er regionerne ikke enige i. Men deres store problem er, at danskerne generelt har et ret lille kendskab til regionernes opgaver. De færreste vælgere vil på stående fod kunne nævne de vigtigste regionspolitikere, for slet ikke at tale om medlemmerne af de store regionsråd, som lever i total anonymitet.

Ukendskabet til regionerne står i skærende kontrast til de opgaver, de løser. Og her tager vi lige et lynkursus i det offentlige Danmark: Helt overordnet er opgaverne i den offentlige sektor fordelt mellem staten, de fem regioner og de 98 kommuner. I regionsrådene sidder 41 folkevalgte medlemmer, som vælges for fire år ad gangen, og i spidsen for Regionsrådet står regionsrådsformanden.

Regionernes suverænt største opgave handler om at styre sundhedsvæsenet, men derudover løser regionerne også væsentlige opgaver inden for blandt andet social- og specialundervisningsområdet, ligesom de har ansvar for regional udvikling, vækstpolitik, miljø og transport.

Med disse opgaver handler diskussionen om regionernes fremtid dermed også om, hvor centralt – eller decentralt – Danmark skal indrettes. Hvilket er et uhyre centralt spørgsmål i den debat om fremtiden for udkantsdanmark, som raser lige nu.

I Danske Regioner ved man godt, at man er truet på livet, så i regionerne har man pludselig fået meget travlt med at fortælle om sine resultater og modarbejde ideen om en ny strukturreform.

»Der er ingen åbenlyse kriser i den regionale model – regionerne har leveret øget kvalitet, kortere ventetider og mere behandling for pengene. Ingen internationale erfaringer peger på, at opgaverne løses bedre i lande med andre modeller,« lyder det på regionernes hjemmeside med adresse til driften af sundhedsvæsenet. Er man som borger interesseret, kan man klikke videre til analyser, statistikker og grafer, som viser, hvordan regionerne har løst opgaven med at styre især sundhedsvæsenet. Hvilket har været alt andet end en nem opgave i en tid, hvor budgetterne skal styres benhårdt samtidig med at borgernes krav om nye behandlinger vokser - og teknologien åbner for at kunne behandle flere sygdomme.

I den forbindelse er det langt fra indlysende, at andre lande har fundet bedre modeller til at organisere og styre sundhedsvæsenet.

I blå lejr afviser man da heller ikke regionernes resultater. Men her er man overbevist om, at et lille land som Danmark slet ikke behøver at være udstyret med hele tre administrative lag – stat, regioner og kommuner. Det kan sagtens vise sig at være en rigtig vurdering, og det kan også viste sig, at sundhedsvæsenet vil kunne styres bedre af andre.

De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har krævet, at en ny Venstre-regering – hvis Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister – skal have skrevet regionernes nedlæggelse ind i regeringsprogrammet.

»Når vi får en borgerlig regering, skal regionerne nedlægges,« lød det blandt andet fra den konservative gruppeformand, Brian Mikkelsen;

»Vi skylder danskerne et sundhedssystem i absolut verdensklasse. Statsligt drevne sygehusfællesskaber sikrer sammen med det betydelige milliardbeløb, vi har afsat til sundhedsvæsenet, en højere kvalitet, ligesom det giver alle danskere i alle dele af Danmark lige rettigheder i forhold til sundhed.«

Ifølge Brian Mikkelsen kan styringen overtages af nye sygehusfællesskaber, ligesom kommunerne vil kunne involveres mere i sundhedsområdet.

Dansk Folkeparti er mere varme på, at ansvaret bør flyttes til Sundhedsministeriet, så staten groft sagt overtager opgaven med at styre sygehussektoren, mens Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, finder regionerne totalt overflødige.

»Det er helt klart vigtigt for os, at vi ikke spilder skattekroner, og det gør vi altså her,« har Anders Samuelsen tidligere sagt til Berlingske.

I Venstre er tavsheden larmende. Lars Løkke Rasmussen, som var arkitekten bag kommunalreformen i 2007, og som var med til at nedlægge de gamle amter, har i flere omgange talt for at fjerne regionerne. Men i dag ligger Venstre-toppen underdrejet.

Tavsheden kan være smart af taktiske grunde. For hvorfor skræmme titusinder af medarbejdere i regionerne og sundhedsvæsenet, som næppe vil klappe begejstret over udsigten til nye reformer? Og hvorfor dog give indrømmelser til de øvrige blå partier allerede nu, for så vil de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance jo hurtigt komme anstigende med nye krav til forhandlingerne om et regeringsgrundlag?

Set i det lys har Venstre-ledelsen givetvis ret i, at tale er sølv, mens tavshed er guld. Men Venstres tavshed betyder, at en ekstremt vigtig debat om, hvordan Danmark bedst kan indrettes, om hvordan den offentlige sektor mest hensigtsmæssigt bør styres, og om hvordan ledelsen af en så afgørende sektor som sundhedsvæsenet er nærmest ikke-eksisterende. Det er tankevækkende.