Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udskriver valg denne uge, har hun fortsat en stykke op til udfordrerne på den borgerlige fløj.

I en ny meningsmåling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, står regeringen og dens støttepartier til at få 48 procent af stemmerne ved et folketingsvalg. Blå blok fører med 52 procent, men afstanden er mindre, end den har været ved flere andre målinger i løbet af den seneste måned. Og det er tidligere set, at sådant forspring kan indhentes i løbet af en valgkamp.

Ved valget i 1998 lykkedes det for eksempel statsminister Poul Nyrup Rasmussen at indhente 2,6 procentpoint i løbet af valgkampens sidste måned.

Megafons måling, der er gennemført fra 20. maj til 25. maj, bliver offentliggjort netop som regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomiminister Morten Østergaard (R) i spidsen har lanceret regeringens nye velfærdsudspil, »Danmark på sikker vej - plan for et stærkere fællesskab«. Et udspil, som af flere betegnes som et valgoplæg.

Tirsdag er de økonomiske vismænd og herefter regeringen desuden kommet med lyse vurderinger af fremtiden for dansk økonomi. Alt sammen ting, der får valgrygterne til at svirre på Christiansborg.

Ifølge målingen fra Megafon står Socialdemokraterne til at blive det klart største parti med 25 procent af stemmerne, en fremgang på 0,2 procentpoint siden seneste valg. Venstre står til at blive det næststørste parti efterfulgt af Dansk Folkeparti.

Tidligere tirsdag blev kom en måling, som YouGov har foretaget for Metroxpress. Også her står rød blok til at høste 48 procent af stemmerne, hvilket er højt i forhold til de seneste meningsmålinger, som også har budt på en måling af Voxmeter 10. maj med kun 44,7 procent af stemmerne til rød blok.

De mange meningsmålinger, der bliver foretaget for landets medier for tiden, kan variere noget. Ifølge Berlingskes Barometer, der består af et vægtet gennemsnit af de seneste 30 dages meningsmålinger fra en række analyseinstitutter, står rød blok til 46,7 procent af stemmerne, mens blå blok ligger i front med 53,3 procent af stemmerne.

I det vægtede gennemsnit er dog ikke medregnet tirsdagens to målinger.