Slovakiets premierminister er blevet skudt – her er, hvad vi ved
Slovakiets premierminister, Robert Fico, er onsdag ramt af skud. Berlingske giver dig her et overblik over, hvad vi ved.

Slovakiets premierminister, Robert Fico, er onsdag ramt af skud. Berlingske giver dig her et overblik over, hvad vi ved.

Opdateret klokken 23.04.
Den slovakiske premierminister, Robert Fico, er blevet skudt i et attentatforsøg.
Det rapporterer slovakiske medier.
Gerningsmanden er anholdt og tilbageholdt af politiet.
Myndighederne formoder, at der ligger et politisk motiv bag attentatforsøget.
Onsdag omkring klokken 14.40 blev den slovakiske premierminister, Robert Fico, skudt.
Han blev efterfølgende fløjet med helikopter fra Handlová, hvor skudepisoden fandt sted, til et hospital i byen Banska Bystrica.
Onsdag aften meddeler landets forsvarsminister, Robert Kalinak, at Fico fortsat er på operationsbordet. Hans tilstand er meget kritisk, lyder det.
Øjenvidner fortæller til Reuters, at der blev hørt flere skud.
En slovakisk tv-station meddeler, at han er ramt i maven. Øjenvidner fortæller til den amerikanske tv-station CNN, at han er ramt både i maven, armene og benene.
Sent onsdag aften forlyder det, at Fico er uden for livsfare. Således udtaler den slovakiske vicepremierminister, Tomas Taraba, til BBC, at han tror, Fico vil overleve.

Det er endnu sparsomt med oplysninger om gerningsmanden, som er anholdt.
Ifølge slovakiske medier er der tale om en 71-årig mand, men det er ikke bekræftet af myndighederne.
Video af attentatforsøget viser, at premierministeren blev skudt, da han gik over for at hilse på flere fremmødte, der stod bag en afspærring ved et kulturcenter.
»Han råbte til ham, at han skulle komme nærmere, han lokkede ham til sig og trak en pistol frem,« siger et vidne, der så attentatforsøget. Det skriver The Telegraph.
Fico faldt til jorden, da han blev ramt af skud. Han blev efterfølgende kørt væk i en bil af sine sikkerhedsvagter.
Politi afspærrede et større område og bragte andre medlemmer af regeringen i sikkerhed, skriver slovakiske medier.
Den 59-årige premierminister kom til magten i Slovakiet i oktober sidste år. Han har tidligere været premierminister flere gange.
Han bliver i Vesten set som en til tider kontroversiel figur.
Berlingskes Ruslands-korrespondent, Emil Rottbøll, forklarer det blandt andet med, at Fico er premierminister i et EU-land, men samtidig er relativt Rusland-venlig i sin politik og i sin retorik.
»Han har blandt andet talt for nødvendigheden af at normalisere forholdet til Rusland.«
Fico har også talt om at stoppe den militære støtte til Ukraine og også kritiseret vestlige sanktioner mod Rusland.
Vi ved endnu meget lidt om gerningsmand og motiv.
»Derfor er det farligt at spekulere i, hvad der ligger bag. Men det er værd at minde om, at der også kører en anden kontroversiel dagsorden i Slovakiet i øjeblikket,« forklarer Rotbøll.
Han fremhæver, at Slovakiet er ved at indføre sin egen – noget mildere – version af den lov, som i øjeblikket giver voldsomme uroligheder i Georgien.
»Når det er sagt, kan der også ligge noget helt tredje bag dagens attentat.«
Følg den seneste udvikling i Slovakiet i Berlingskes liveblog her.