Pernille Skipper giver stafetten som Enhedslisten politiske ordfører videre til folketingsgruppens yngste og mest uerfarne medlem Mai Villadsen, der har markeret sig som partiets klimaforkæmper.

De to hovedpersoner har netop præsenteret ordførerskiftet på et pressemøde med mange rosende ord til både hinanden og til partiet, som de begge fremhæver »står historisk stærkt«. Både i forhold til vælgeropbakning og politisk indflydelse.

Pernille Skipper omtalte den 29-årige Mai Villadsen som »slidsom« og en »klimaaktivist af hjerte«. Villadsen fik for første gang et sæde i Folketinget ved valget i juni 2019, og nu – halvandet år senere – overtager hun som partiets frontfigur. Den politiske linje om »bedre velfærd, mere klimahandling og mindre ulighed«, agter Mai Villadsen at videreføre, siger hun:

»Det er store sko, jeg skal udfylde, og jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til den tillid, som folketingsgruppen har vist mig.«

»Jeg skal gøre mig kendt i den bredere befolkning. Men vi har vist, at vi har gjort det før med Johanne og Pernille, og nu er det så min tur,« sagde hun og henviste dermed til sine forgængere.

Udskiftning af store profiler

Pernille Skipper er endnu en frontfigur i partiet, som må træde tilbage på grund af Enhedslistens gamle rotationsprincip, som sætter en begrænsning på, hvor længe partiets politikere må være ansat eller sidde i Folketinget. Samme princip faldt også den store stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen for op til seneste valg. Formålet er at få en hyppigere udskiftning og undgå »levebrødspolitikere«.

Samtidig vil en »lille håndfuld« af Enhedslistens nuværende folketingsmedlemmer snuble over rotationsprincippet op til næste folketingsvalg, og de skal dermed sammen med Skipper skiftes ud.

»Jeg tror, at befolkningen stemmer på os på grund af vores politik og ikke hvem, der står i spidsen,« sagde Mai Villadsen, der fremhæver, at partiet ikke har tabt terræn ved tidligere udskiftninger.

Når ukendte ansigter skal til at indynde sig hos vælgerne, bliver der også spekuleret i, om tidligere kendte ansigter fra Enhedslisten vil gøre comeback. Efter to år uden for Folketinget er der nemlig mulighed for at genopstille. Og her kommer det tidligere prominente medlem og finansordfører for Enhedslisten Pelle Dragsted på tale.

»Pelle er en knalddygtig politiker, og jeg håber personligt, at han stiller op til folketingsvalget,« lød det fra Mai Villadsen.

Pelle Dragsted, der sad i Folketinget mellem 2015 og 2019, har endnu til gode at meddele, at han på ny vil kaste sig ind i kampen. Han kan officielt først melde sit kandidatur på Enhedslistens årsmøde til næste år. Alligevel blev Mai Villadsen på pressemødet spurgt, om Dragsted vil vippe hende af pinden, såfremt han gør comeback. Selv var han hurtig til at afvise på Twitter, at det skulle være en strategi.

»Jeg pønser absolut ikke på at udfordre Mai Villadsen som politisk ordfører,« skrev Pelle Dragsted,

Mai Villadsen sagde, at det er med bred opbakning fra Enhedslisten, at hun er valgt som ny politisk ordfører. Det erfarne medlem Søren Søndergaard forsøgte sig også, men efter en afstemning stod det klart, at pilen pegede på Villadsen.

Pernille Skipper træder tilbage som politisk ordfører efter fem år. Skipper oplyste på pressemødet, at hun fortsætter i Folketinget, indtil valgperioden udløber. Hun overtager en række større ordførerskaber på velfærdsområdet og bliver ny ordfører for sundhed, velfærd, psykiatri, mens et særligt coronaordførerskab oprettes til gruppeformand Peder Hvelplund, der har stået i spidsen for partiets indsats under coronakrisen.

»Jeg glæder mig til at være mere nede i den politiske substans, som man i hvert fald ikke altid får lov til som politisk ordfører,« lød det fra Pernille Skipper.