Skipper håber på større og bredere parti efter gennembrud

Selveste overborgmesterposten kan være inden for Enhedslistens rækkevidde, og det er målet, siger Skipper.

Selveste overborgmesterposten kan være inden for Enhedslistens rækkevidde, og det er målet, siger Skipper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Valget i 2013 blev Enhedslistens kommunale gennembrud, og nu håber politisk ordfører Pernille Skipper på, at partiet kan blive større og bredere.

Hun har tirsdag afgivet sin stemme på Frederiksgård Skole i København.

»Jeg håber, at det går godt for Enhedslisten. Det er klart, at vi har øje på København, fordi der står vi traditionelt stærkt.«

»Men vi har også øje på de store landevindinger, vi fik ved sidste kommunal- og regionsvalg ude i landkommunerne og i Vest- og Sønderjylland, at der bevarer vi vores situation og går frem,« siger hun.

Partiet fik 6,9 procent af stemmerne på landsplan i 2013 og kom ind i 76 kommuner.

Og så lykkedes det at erobre den magtfulde post som teknik- og miljøborgmester i København og en rådmandspost i Odense og Aalborg.

Denne gang spekuleres der i, om selveste overborgmesterposten i København kan være inden for partiets rækkevidde.

Lokale meningsmålinger tyder på, at Enhedslisten kan nærme sig Socialdemokratiet i størrelse i hovedstaden.

»På sigt er målet for Enhedslisten ikke kun overborgmesterposten i København, men også i andre kommuner, så på den måde er København rigtig interessant for os.«

»For os er det vigtigt, at vi bevarer de landevindinger og også går lidt frem i de kommuner, for vi vil gerne være både et større og bredere parti,« siger hun.

/ritzau/