På Enhedslistens pressemøde afviser partiets politiske ordfører, Pernille Skipper, økonomers kritik af, at Enhedslistens loft over pensionsalderen vil koste et tocifret milliardbeløb:
»Økonomernes beregninger bygger på en antagelse om, at hvis man bare lader pensionsalderen stige, så vil folk også arbejde i lige så lang tid. Det holder ikke.«
»Seks ud af 10 ufaglærte når ikke til 62 år på arbejdsmarkedet. Det er urealistisk at bygge dansk økonomi på, at alle kommer til at arbejde til op i 70'erne. Det kommer ikke til at ske,« siger Pernille Skipper.
I et interview med Jyllands-Posten stiller hun et krav om, at pensionsalderen skal stoppe ved 68 år i 2030, hvis Enhedslisten skal støtte regeringens projekt om en ny ret til tidlig pension for nedslidte.
»Hvis den generelle pensionsalder når langt op over de 70, hvad skal en sosu, en rengøringsassistent, en kok eller en murerarbejdsmand så egentligt bruge retten til at gå fra tre år før tid til?,« spørger Pernille Skipper på partiets sommergruppemøde.
Samtidig vil Enhedslisten fjerne »skatterabatter« for at betale for pensionsloftet. Det er en del af partiets pensionsudspil, siger den politiske ordfører.
Det ligger ikke i tråd med De Konservatives formands, Søren Pape Poulsens, krav om skattelettelser, hvis partiet skal støtte socialdemokratiets projekt om ret til tidlig pension.
Dansk Folkeparti har også stillet krav til de kommende pensionsforhandlinger. Der skal ske stramninger på udlændingeområdet, hvis de skal støtte socialdemokratiets projekt.
Men det afviser Pernille Skipper at gå med til.
»Begynder man at blande udlændingepolitikken ind i forhandlingerne, så kan vi ikke være med. Vores stemme kan ikke tages for givet,« siger hun.
/ritzau/