Skattesagen er en tabersag

Det begyndte med anklager mod Socialdemokraterne, men blev en pine for Venstre. Nu kender vi de endelige konklusioner i de senere års måske mest omtalte sag, skattesagen. Hvad har vi lært – og hvad mangler vi svar på?

Skattesagskommissionens beretning indeholder flere kritikpunkter, især mod sagens centrale embedsmand, den hjemsendte departementschef Peter Loft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Skattesagen har været en knytnæve.

Den har været et politisk knojern, som kunne slå S-formand Helle Thorning-Schmidt i gulvet og V-formand Lars Løkke Rasmussen helt ud af bokseringen. Under skattesagens samlede fire et halvt års forløb røg både den politiske leder fra rødt ringhjørne og den politiske leder fra blåt ringhjørne til tælling. Begge rejste sig.

Men flere af sagens andre hovedpersoner er blevet efterladt med mærker og ar.

Nu ser kampen endelig ud til at være slut.

Skattesagskommissionen, som er sat i verden for at kulegrave forløbet bag behandlingen af Thorning og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag i 2010, overdrog mandag 1.700 sider til regeringen om sagsforløbet. Beretningen indeholder flere kritikpunkter, især mod sagens centrale embedsmand, den hjemsendte departementschef Peter Loft, men overordnet vil undersøgelseskommissionens beretning fjerne den værste betændelse fra den højspændte og politisk inficerede sag.

For skattesagen har haft sine øjeblikke.

Som dengang sagen i begyndelsen handlede om, hvorvidt Thorning og Kinnock havde betalt for lidt i skat, selv om Thorning politisk argumenterede for mere velfærd, og parret blev taget i at give modstridende oplysninger til de danske myndigheder, så Thorning måtte afbryde sommerferien 2010 for i lufthavnen – i stribet trøje og hvid strik – at sige undskyld til danskerne.

Eller dengang sagen halvandet år senere var vendt på hovedet og nu handlede om, hvorvidt Venstre via daværende skatteminister Troels Lund Poulsen havde påvirket udfaldet af Thornings skattesag, og Lars Løkke Rasmussen på et provisorisk pressemøde i december 2011 omringet af journalister i Statens Museum for Kunst simpelthen ikke kunne svare på, om han havde deltaget i møder i Venstre-regi om Thornings skatteforhold.

Eller dengang spindoktor Peter Arnfeldt blev klynget på forsiden af Ekstra Bladet som manden, der havde lækket Thornings skattepapirer.

Eller dengang hele Skattesagskommissionens arbejde blev afbrudt af en mystisk, anonym brevskriver, som mente at have svaret på det komplekse sagsforløb.

Berlingske offentliggjorde allerede for en uge siden de væsentligste konklusioner i beretningen: Embedsapparatet, særligt Peter Loft, får kritik, men Skattesagskommissionen anbefaler ikke, at de implicerede skal forfølges retligt eller ansættelsesmæssigt. Ikke desto mindre er det formentlig den sag i Danmark, som har fyldt mest i medierne i flere år.

Formand for Skattesagskommissionen, Lars E. Andersen, ankommer til Justitsministeriet for at aflevere kommissionsberetningen til Justitsminister Mette Frederiksen mandag 3. november 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang.

Hvad har vi så lært?

Juridisk ved vi nu, hvor grænsen går, når skatteforvaltningsloven siger, at Skatteministeriets top ikke må blande sig i skattesager. Peter Loft gik for langt, konkluderer kommissionen, men han havde ikke nogen præcedens at læne sig opad.

Skattesagen har styrket mistanken om et meget aktivt embedsværk, som går til grænsen. Vi har set, at blot en enkelt journalistforespørgsel kan udløse talrige interne aktioner i et ministerium, og vi har set, hvordan topembedsmænd med kritiske spørgsmål, egne notater og udklip agerer offensivt. Kun få havde vel forestillet sig, at topembedsmænd kunne finde på at ændre i sagers såkaldte aktlister, endsige lege med tanken om helt at fjerne akter fra sagslister?

Skattesagen har også udstillet, at det er sundt med en vis skepsis, når myndigheder meddeler sig. Stort set alle signaler fra Skatteministeriet til offentligheden i skattesagens begyndelse viste sig at være forkerte. Eksempelvis om bindende svar i skattesager, om betydningen af såkaldte livsinteresser i skattesager og om vandtætte skotter til Skat København. Skatteministeriets svar i aktindsigter var også fejlagtige. End ikke Folketingets Ombudsmand kan regne med at modtage sandfærdige svar.

Sagen har understreget, at disse årelange undersøgelseskommissioner har det med at blive overhalet af virkeligheden. Som man især så det i Farum-kommissionen, er de nødvendige indgreb allerede foretaget, når beretningen er færdig. Skat er igen blevet en autonom enhed; det såkaldte VIP-orienteringssystem er afskaffet. Begge dele for at holde skatteministeren på afstand af de konkrete skattesager.

Skattesagen har også vist, at disse langvarige skandalesager med nærmest dæmonisk kraft kan suge næsten alle implicerede ned. Troels Lund Poulsen måtte tage orlov fra Folketinget. Helle Thorning-Schmidt følte sig nødsaget til at forklare offentligheden, at hendes mand ikke er bøsse. Departementschef Peter Loft blev smidt ud af Skatteministeriet. Spindoktor Peter Arnfeldt har været sigtet af politiet for lækage i mere end to år. Produktionsdirektør Steffen Normann Hansen forlod også Skatteministeriet, selv om balladen om ejendomsvurderinger muligvis spillede ind. Direktør Erling Andersen måtte modificere flere af sine oprindelige påstande og blev undervejs så presset, at han skrev uddybende forklaringer til kommissionen. Københavns Politis evne til at skrive afhøringsrapporter har udløst stor latter i kommissionen. Dagbladet BT blev beskyldt for at være i lommen på Venstre. Og Ekstra Bladets angreb på Arnfeldt fremstår i dag grundløs.

Skattesagen er en sag med tabere.

Erling Andersen, direktør i SKAT København, ankommer til Skattesagskommissionen i december 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft.

Hvad kommer der til at ske nu?

Kommissionens konklusion vil givet skabe to lejre. Nogle vil hæfte sig ved, at det nu står sort på hvidt, at toppen af Skatteministeriet gik for dybt ned i Thornings sag – det hovedspor, som undersøgelseskommissionen skulle afdække. Andre vil læse beretningen som den endegyldige frifindelse. Kampen om virkeligheden allerede er i gang. Stemmer fra rød blok har lagt vægt på, hvor alvorlig skattesagen er, mens stemmer fra blå blok betoner, at undersøgelseskommissionen blot var et forsøg på at få ram på Venstre. Lidt ligesom den ti år lange undersøgelseskommission af Politiets Efterretningstjeneste i 2009 både blev læst som en bekræftelse på ulovlige registreringer af venstrefløjen og som den endegyldige frifindelse af tjenesten. Kommissionen tror ikke på Troels Lunds forklaringer, men ser man på, hvordan Folketinget har reageret på kritik i beretninger fra tidligere undersøgelseskommissioner, virker det usandsynlig, at skattesagen får konsekvenser på Christiansborg.

En aflægger i skattesagen vil dog rulle videre, fordi kommissionen undlader at vurdere ansvaret for, at tidligere departementschef Peter Loft og skattedirektør Erling Andersen gav urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Afgørelsen vil formelt blive truffet af skatteminister Benny Engelbrecht (S), men - lidt typisk - efter et mudret sammenkog af rådgivning fra en advokat, Moderningsstyrelsen i Finansministeriet og Justitsministeriet. Spørgsmålet om, hvorvidt vildledning af Ombudsmanden skal have konsekvenser for Loft, rører i virkeligheden ved, hvem der reelt bestemmer over departementschefer. Regeringstoppen, fagministeren, Moderniseringstyrelsen, departementschefen i Statsministeriet? Faktisk har offentligheden - eller Peter Loft - aldrig fået et klart svar på, hvem der reelt besluttede at sende ham hjem. Fremtiden for Peter Loft er et prekært spørgsmål for staten, ikke mindst fordi han går hjemme i murstensvillaen i Klampenborg og modtager 1,5 mio. kr. om året. De urigtige oplysninger til Ombudsmanden bliver ikke mindre ømtålelige af, at tidligere direktør i Skat København, Erling Andersen, var med til at vildlede Ombudsmanden, og at Andersen i dag sidder i Skats direktion. Selv om Loft naturligvis mener, at han allerede er straffet rigeligt, er det ikke urealistisk, at vildledningen faktisk får konsekvenser, f.eks. i form af en næse eller advarsel, også til Andersen. Det er i hvert fald værd at bemærke, at den nuværende Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, i går udtalte, at han ser med »stor principiel alvor på det, der er sket.«

Peter Arnfeldt er fortsat sigtet for lækage af Københavns Politi. Politidirektør Thorkild Fogde har bedt om »nogle ugers« betænkningstid, men ordensmagten får med al sandsynlighed svært ved at opretholde sigtelsen mod Arnfeldt efter kommissionens frifindelse.

Tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen, Peter Arnfeldt, ankommer til Skattekommisionen i Søborg tilbage i oktober 2012. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen.

Hvad mangler vi af svar?

Selv om Skattesagskommissionen lader til at have udført et solidt arbejde, vil skattesagen alligevel efterlade nogle ubesvarede hjørner; flere af spørgsmålene bliver formentlig aldrig besvaret.

Selv om Erling Andersen via sin bisidder i et længere høringssvar til kommissionen har forsøgt at forklare sig, bl.a. ved at så tvivl om, hvad Ombudsmanden overhovedet spurgte til, står det fortsat som et stort spørgsmål, hvordan en topembedsmand kan give så modstridende forklaringer til Folketingets Ombudsmand og senere til regeringen om samme sag – Andersens to redegørelser beskriver nærmest to forskellige sagsforløb?

Hvordan kunne Skat København og Skatteministeriet sidde og endevende hver flig og decimal af skattesagen over seks lange møder med talrige dokumenter og notater og så alligevel undgå at fokusere og forberede sig på de to mest kontroversielle dele i Kinnocks afgørelse: At han blev skattefri, selv om han havde arbejdet tre dage i Danmark (i sagen om topmodellen Camilla Vest var én arbejdsdag ifølge Skat nok til at udløse skattepligt). Og at Skat så stort på signaler fra Skatterådet, Skatteankenævnet, Landsskatteretten og Skatteministeriets egen indstilling om, at man i Kinnocks situation højst måtte have arbejdet i udlandet i to-tre år for at undgå skattepligt? Var det ikke netop meningen med disse møder, at afgørelsen skulle kvalitetssikres og fremstå fuldstændig uangribelig?

Sagen efterlader også en række spørgsmål til Københavns Politi. Politiet har - endda to gange - offentligt kastet mistanke på Loft, Lund og Arnfeldt for at have lækket Thorning og Kinnocks skatteafgørelse til BT. Det plejer kun at ske, når ordensmagten er helt sikker. Hvad var grundlaget overhovedet for at sigte Arnfeldt (andet end at han havde været på forsiden af Ekstra Bladet)? Hvorfor fastholder politiet sigtelsen?

Vi har heller ikke fået svar på, hvem der pludselig afbrød kommissionens arbejde med et anonymt brev med beskyldninger mod Skatteministeriet og Venstre?

Og det suverænt vigtigste ubesvarede spørgsmål af alle: Hvem lækkede Thorning og Kinnocks skattepapirer til dagbladet BT?

Skattesagskommissionens beretning giver massiv kritik til den hjemsendte departementschef Peter Loft for blandt andet at have brudt loven, skriver Politiken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft.

Var det hele besværet værd?

Skattesagen vil også udløse det tilbagevendende spørgsmål: Var kommissionen det hele værd? Arbejdet løber op i 25-30 mio. kr., og det er betydeligt billigere – og hurtigere – end flere tidligere undersøgelseskommissioner. Kommissionerne er blevet hårdt kritiseret for at være for langstrakte, for dyre, for resultatløse. Kunne Erling Andersen og Peter Loft indledningsvist have forklaret sig og kastet lys over deres redegørelser? Tanken flugter med folketingsformand Mogens Lykketofts (S) forslag om såkaldte parlamentariske høringer, hvor politikere kan afhøre centrale vidner i mulige skandalesager for at afklare, hvad der videre skal ske. Men høringerne er blevet skudt ned af Venstre og Socialdemokraterne og flere jurakyndige, bl.a. formanden for Skattesagskommissionen, landsdommer Lars E. Andersen, som henviser til embedsmændenes krav på retssikkerhed. Undersøgelseskommissioner er det foretrukne værktøj. Så sådan går det nok.

Og så må samfundet – med juraprofessor Jørn Vestergaards ord – leve med, at »de stakkels dommere må sidde i undersøgelseskommissioner i årevis, og at journalister skal bruge en god del af deres ungdom på at lytte til vidner, der lukker vand ud eller ikke kan huske noget.«