Skattereform aldersdiskriminerer

Jens Ottosen-Støtt: En gennemgang af den offentliggjorte beskrivelse af den såkaldte skattereform viser, at det stadig er et af de største problemer for den til enhver tid siddende regering, at finde finansieringen af dens politiske ambitioner uden for sine egne vælgeres kreds. Man er så at sige ved at løbe tør for muligheder med hensyn til at lade andre betale.

Jens Ottosen-Støtt, Advokat Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Derfor indeholder dette nye forslag en række elementer som baserer sig på at tage lidt fra næsten alle og fordele lidt til næsten alle i en forventning om, at det såmænd nok skal have en positiv effekt - og i øvrigt at processen er så langstrak,t at tiden og udviklingen over årene totalt vil udviske, hvad formålet egentlig var. Tilbage står blot - forudsat at skattereformen bliver vedtaget - at man fra politisk side gør noget med beskeden effekt og beskeden ambition og at det i øvrigt ikke på nogen måde tager virkelig fat i det nuværende samfunds reelle problem - en offentlig sektor som ikke længere er under politisk kontrol. Det er nu engang sektoren, der driver politikerne og ikke omvendt.

Men når man ser bort fra denne skønhedsfejl i reformudkastet - som måske ikke var uventet for nogen - er der nogle andre sære blomster i skattebuketten. Man må undre sig over, hvordan de er opstået og hvorfor de absolut skulle plukkes.

Man vil gerne fremme belønningen for at gøre en indsats. Fint nok. For ikke så længe siden ville man gerne sikre, at folk blev lidt længere på arbejdsmarkedet - også fint. Og hvordan er det så lige, man behandler det spørgsmål i udkastet? Jo - man foreslår at folk, der har nået folkepensionsalderen, ikke som den øvrige befolkning skal have forhøjet topskattegrænsen (det lyder som endnu en måde at komplicere skatteadministrationen på) selv om disse stadig måtte være erhvervsaktive. Dette gælder endda selv om de har udskudt folkepensionen af samme grund. I øvrigt vil man ramme dem, der har sparet op og bidraget over skatten til folkepensionen og over opsparingen til selvpensionering. De skal nemlig ikke have lempelse i topskatten - til gengæld får de reduceret deres folkepension. Så kan befolkningen lære, at samfundet belønner dem, der ikke sparer op og ikke er erhvervsaktive - ikke overraskende - det er set en del gange tidligere. Det er muligvis farbar logik i den politiske andedam, men her er det bare ikke godt nok.

Problemet her er nemlig, at man reelt gør beskatningsmæssig forskel på, om folk tjener deres løn som 64-årig eller som 65-årig. Hvis man i begge tilfælde tjener 500.000 kr. - og der ikke er nogen folkepension involveret - så vil den 65-årige skulle betale topskat efter de gamle regler - og den 64-årige vil efter regeringens eget udsagn slippe for at betale topskat. Og alt sammen bestemt af alderen.

Det må her være på sin plads at erindre vores regering om, at den faktisk er regering for et land, der er medlem af EU - og at Den europæiske Union har et charter om grundlæggende rettigheder. I Artikel 21 fastslås det, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af alder. Har regeringen mon overset denne lille detalje, da man lavede forslaget - eller mener man, at man kan sætte sig ud over den klare ordlyd i bestemmelsen og fuldt ud forsvare aldersdiskrimination? I så fald må man sige, at der så sandelig er sket en fornyelse af regeringens politiske visioner om menneskerettigheder. Og mon ikke vi skulle være nogle arbejdsduelige pensionister, der har tid og kræfter til at forfølge det spørgsmål?