Skatteminister: Uafklaret om VK ønsker lavere skat

Om lavere skat er regeringens politik efter et valg vil skatteministeren ikke sige. Claus Hjort har ellers sagt, at det vil stå i et kommende regeringsgrundlag.

Skatteminister Kristian Jensen (V) vil ikke love, at regeringen efter et valg vil arbejde for nye skattelettelser. Men han vil heller ikke afvise det.

- Det kan jeg slet ikke afvise. Men det kommer vi til, når der bliver udskrevet valg. Og mig bekendt er der ikke udskrevet valg. Hvad der kommer til at stå i et kommende regeringsgrundlag, det fortæller vi vælgerne, når valget bliver udskrevet, siger han til Ritzau.

Der står i det nuværende regeringsgrundlag, at regeringen vil gennemføre skattelettelser, hvis der er råderum til det i økonomien. Og det vil også stå i et kommende regeringsgrundlag, hvis den siddende regering fortsætter, siger den centrale Venstre-politiker beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til Børsen fredag.

Om Claus Hjort dermed er gået for langt, vil Jensen ikke forholde sig til.

/ritzau/