Skattedirektør renser sig selv i hemmeligt brev

Direktør for Skats indsatsområde Erling Andersen har sendt opsigtsvækkende brev til Skattesagskommissionen i det omstridte efterspil om statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Foto: Liselotte Sabroe

BT afslører tirsdag et fortroligt brev med titlen »Afsluttende bemærkninger fra direktør Erling Andersen« sendt 5. november til Skattesagskommissionens formand.

Over fire sider raser Erling Andersen mod både tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og dennes departementschef, Peter Loft. Samtidig hvidvasker han ifølge BT sig selv for alle anklager i sagen om muligt magtmisbrug.

Erling Andersen er tidligere leder af Skat København og var dermed i sensommeren 2010 hovedansvarlig for sagsbehandlingen af Helle Thorning-Schmidts (S) mand Stephen Kinnocks skattesag. Han er allerede afhørt tre gange af kommissionen, og især den sidste afhøring belaster skattedirektøren, da det kom frem, at han havde været med til at holde en række dokumenter i Kinnocks skattesag hemmelig for Folketingets Ombudsmand.

I brevet til Skattesagskommissionen fremhæver Erling Andersen sig selv som den uskyldige, der blev presset af Peter Loft til at vildlede Ombudsmanden, så han ikke fik de rette dokumenter, der ville vise, at Loft havde næsen nede i Kinnocks sag.

»Min påstand er i forhold hertil, at departementchefen/Koncerncentret i urimelig grad forsøgte, at påvirke/kræve bestemte udtalelser fra Skat København,« skriver Erling Andersen ifølge BT.

I brevet anklager han også Peter Loft for at stå bag »en fuldstændig håbløs struktur i Skat«. Erling Andersen skriver direkte, at »departementschefen frit kunne bevæge sig rundt i strukturen og hente oplysninger/forsøge at påvirke - og lige så frit kunne være bindeled mellem det politiske system og administrationen.«

Samtidig fremhæver han sig selv som den regelrette, der lykkedes med »entydigt« at fastholde afgørelsen af Kinnocks skattesag hos Skat København.

I brevet skyder Erling Andersen også alle anklager ned om, at Skat skulle have lempet den normale praksis, så Kinnock havde fået en blidere behandling af andre i lignende situationer.

Han angriber også Troels Lund Poulsens for at være med til at give indtryk af, Skat havde særbehandlet Kinnock og han anklager Lund Poulsens bisidder, topadvokat Karoly Nemeth, for gang på den gang at spørge ind til en mulig særbehandling af Kinnock under en af afhøringerne.

»Der var således på ingen måde sagligt belæg for, at vidnet Troels Lund Poulsen og hans bisidder Karoly Nemeth bragte dette aspekt ind i Skattesagskommissionens arbejde. Til trods herfor kan det konstateres at Troels Lund Poulsen og hans bisidder gjorde flittigt brug af dette aspekt ved afhøringen den 23. oktober 2012,« skriver han.

Peter Loft er forundret over brevet fra Erling Andersen.

»Det undrer mig, at Erling Andersen efter tre afhøringer har behov for at skrive et brev til kommissionen, hvor han renser sig selv. Men det har han åbenbart behov for. Ellers har jeg ingen kommentarer,« siger Peter Loft til BT.

Erling Andersen selv bekræfter, at han har skrevet brevet, men ellers har han ikke nogen kommentarer til indholdet.