I flere af den berømte, danske forfatter St. St. Blichers noveller, eksempelvis »Sildig Opvaagnen« fra 1828, forsøger en fortæller at berette om et givent forløb. Men den samlede fortælling kommer lige så meget til at afsløre et modsatrettet forløb, fordi der løber en understrøm af informationer i Blichers tekster, som så at sige klæder fortælleren af.

Måske var det netop, hvad der skete i går i den igangværende skattesagskommission, da en af sagens nøglevidner, den tidligere produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, vidnede for kommissionen på Fremtidsvej i Gladsaxe. For Normann Hansen troppede åbenlyst op i kommissionen for at nedtone mistanken om utidig indblanding fra Skatteministeriets top, men gårsdagens afhøring efterlod i lige så høj grad et indtryk af, at ministeriet havde været endog meget tæt på behandlingen af Helle Thorning-Schmidt (S) og ægtefællen Stephen Kinnocks skattesag.

Da Skat København sommeren 2010 skulle behandle parrets skattesag, havde Normann Hansen titel af produktionsdirektør i Skatteministeriet og fungerede som tidligere departementschef Peter Lofts højre hånd. Normann Hansen deltog i næsten samtlige af skattesagens vigtigste møder og har dermed dyb indsigt i, om Skatteministeriets top anført af daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) forsøgte at (mis)bruge den private skattesag til at få ram på Helle Thorning-Schmidt. Steffen Normann Hansen blev i januar i år indsat som direktør for kundeservice i Skat, og han havde ikke tænkt sig at føre Troels Lund Poulsen, spindoktor Peter Arnfeldt eller den hjemsendte departementschef Peter Loft til skafottet. Linjen blev lagt tidlig morgen, da hans bisidder i kommissionen, advokat Torben Koch, udtalte, at Normann Hansen ikke var af den opfattelse, at ministeren havde forsøgt at blande sig i afgørelsen endsige lave den om.

Erindrer ikke at noget koger

Med overskæg, gråt hår, nøgen isse og iført mørk jakke forsøgte den 1,98 m høje Normann Hansen med rolig, fynsk dialekt – han er opvokset i Nyborg – at nedtone beskyldningerne om magtfordrejning og åben konflikt mellem Skatteministeriet og Skat København under sagsbehandlingen.

Der var ganske vist adskillige episoder fra sommeren 2010, som Normann Hansen ikke erindrede, ikke huskede eller ikke havde gjort sig overvejelser om. Men i det store hele forsøgte han at tegne et billede af, at sagsbehandlingen var foregået efter spillereglerne: Der var ingen konflikt – kun dialog – mellem ham og Skat Københavns daværende direktør, Erling Andersen, selv om Andersen tidligere har karakteriseret ministeriets opførsel over for Thorning som »chikane.« Ministeren blev holdt ude af den konkrete sagsbehandling. Og det var Skat København selv, som indledte en såkaldt kontrolsag om Thorning og Kinnocks skatteforhold, da sagen blussede op sidst i juni 2010. Selv om kommissionens materiale afslører, at dagbladet BTs artikler om parrets skatteforhold udløste en hvirvelstorm af e-mails på kryds og tværs af Skat København og Skatteministeriet, genkaldte Normann Hansen ikke, at sagen i forsommeren vakte speciel furore.

»Jeg erindrer ikke, at der er noget, der koger,« som han sagde.

Godt at vide hvordan sagen udvikler sig

Men afhøringen tog alligevel en drejning.

For kommissionen ligger inde med en stribe interne e-mails fra ministeriet, og udspørger Lars Kjeldsen rokkede flere gange ved Normann Hansens forklaring, når han læste højt fra korrespondancerne. Det er kendt, at ministeriets top fra begyndelsen udviste endog stor interesse, bl.a. i den omtalte kontrolsag, et direkte brev til Thorning og en pressemeddelelse, som ikke måtte udsendes, før Troels Lund Poulsen og Peter Arnfeldt var taget i ed. Lars Kjeldsen bidrog yderligere til dette billede, da han gengav en e-mail fra 29. juli 2010, hvori Normann Hansen skrev til Jan Lund, fagdirektør i ministeriet: »Om nødvendigt må vi gøre brug af de oplysninger, de har afgivet til Justitsministeriet.«

I 2009 havde Thorning nemlig trængt sig op i en krog ved i talrige interviews at fortælle, at Kinnock var hjemme hver weekend, og da hun ville have ægtefællen på skødet på huset på Østerbro, skrev hun 14. oktober 2009 kl. 15.59 fra sin folketingsmail til Justitsministeriet: »Min mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt.« Fredag til mandag tæller som fire dage i Skats kalender, så Kinnock ville sprænge 180-dages grænsen og blive skattepligtig. Sagt ligeud: Enten havde Thorning gentagne gange løjet, eller også havde parret snydt i skat.

Men kommissionens udspørger ville i går vide, hvordan Normann Hansen kunne henvise direkte til Thornings oplysninger til Justitsministeriet uden at blande sig i sagen: »Det er en dialog mellem Jan Lund og jeg om, hvordan vi kan komme videre i sagen. Det er et råd til regionen. Det er jo ikke os, der skal gøre det,« svarede Normann Hansen.

»Blander I jer ikke,« spurgte Kjeldsen.

»Det ved jeg ikke. Det er et råd.«

»Men et ret konkret råd?«

»Ja,« erkendte Normann Hansen.

Kjeldsen fiskede også en e-mail frem, hvori Normann Hansen havde skrevet til en kollega, at det var irriterende, at han ikke blev orienteret i sagen. Normann Hansen forklarede, at det beroede på en aftale med Erling Andersen fra Skat København om at blive orienteret. ---- »Om alle sagsbehandlingsskridt,« ville Kjeldsen vide.

»Ikke alle, men ja, vi havde en aftale.«

Udspørgeren borede i, hvorfor Normann Hansen f.eks. skulle underrettes om, at Skat København ønskede et møde med Thorning og Kinnock – når ministeriet burde holde sig på afstand.

»Det var min vurdering. Vi ville holde et juridisk møde, og det var ikke muligt, før det andet møde var holdt. Det er godt nok at vide, hvordan sagen skal vinkles,« tilføjede Normann Hansen. »Den skal jeg lige have igen: Godt nok at vide, hvordan sagen skal vinkles,« gentog Kjeldsen.

Ministeriets store interesse for sagen blev også afsløret ved, at Normann Hansen i en e-mail havde skrevet »det ser ikke godt ud for dem« med reference til, at Kinnock kunne have overskredet 180-dages reglen, og at Normann Hansen i en senere e-mail i begyndelsen af august 2010 skrev til fagdirektør Jan Lund, at det var vigtigt at skynde sig med en pressemeddelelse, så regeringen ikke nåede at blande sig.

»Den bemærkning står helt for egen regning. Der er ikke nogen, der har antydet over for mig, at nogen nok vil blande sig. Jeg kan ikke forklare det på anden måde, end at det var en dum bemærkning,« erkendte Steffen Normann Hansen. 

»Vi« eller »de«

Hele problematikken handler om skatteforvaltningslovens §14, som regulerer, at Skatteministeriets departement ikke må blande sig i konkret sagsbehandling. Vinduet blev for alvor åbnet i 2010, da skatteregionerne blev underlagt departementet, og ministeren dermed kom langt tættere på skattesagerne, men er smækket i igen, fordi regeringen fra januar i år igen har adskilt skatteforvaltningen og det politiske departement. Det er i bund og grund denne uretmæssige indblanding, som skattesagen – ud over lækagen af Thornings private papirer til BT – handler om. Om det skyldtes en freudiansk fortalelse eller bare embedsmandsformuleringer, skal stå usagt, men i går blev problemstillingen sprogligt eksemplificeret ved, at Normann Hansen igen og igen sagde »vi,« når han omtalte sagsbehandlingen, men rettelig burde havde sagt »de« om Skat København:

»Hvor mange møder holdt I med ministeren,« spurgte Kjeldsen.

»Mange møder, men kun et enkelt eller to om sagen. De handlede om, hvor langt vi var. At vi forventede at være færdige om en uge eller 14 dage.«

»Nu siger du »vi« igen.«

Kommissionsformand Lars E. Andersen afbrød og understregede: »Det, vi undersøger, er, hvem »vi« er.

»Men jeg forstår, at det ikke er en tilståelsessag,« tilføjede Lars E. Andersen til stor morskab for de fremmødte.

Kommissionen nåede kun at afhøre Normann Hansen om forløbet frem til september 2010. Afhøringen fortsætter 6. marts. Inden da vidner mere sekundære personer i sagen fra Skatteministeriet.