Da Lars Løkke op til valget i 2022 præsenterede Moderaternes folketingskandidater, levede det til fulde op til ambitionen om at bringe »rigtige mennesker« og et frisk pust ind på Christiansborg.

Slut med cand.scient.pol.-studerende, opflasket på Togas ølstue og disciplineret i partiernes ungdomsorganisationer. I stedet bragte Moderaterne blandt andre en læge, en sygeplejerske, en iværksætter og en tidligere teaterdirektør med sig, da de bragede ind i Folketinget og regeringen.