Gennem et par år har den planlagte bro mellem Nyhavn og Christianshavn stået bøjet hen over havneløbet som et skulpturelt symbol på fiasko. Økonomisk, planlægningsmæssigt, samarbejdsmæssigt.

Men nu er den der. Inderhavnsbroen bliver indviet i næste måned og er allerede taget i brug. Så hvordan er den, og hvordan fungerer den i en hovedstad, der er under dramatisk forvandling i disse år?

Først det negative. Så det positive og konstruktive. Og så perspektiveringen:

Trods forsøg på at være det er Inderhavnsbroen hverken et eksempel på udpræget let eller elegant formgivning. Nogle af konstruktionerne har en tilstræbt skulpturel udformning, men hovedindtrykket er noget gumpetungt. Design- og materialemæssigt.

Og funktionelt. Det drejer sig ikke så meget om tilkørselsforholdene – men snarere om udformningen og disponeringen af kørebanerne på selve konstruktionen. Broen er for gående og cyklende, der så at sige begynder ved samme udgangspunkt. Men så skiller vandene vejene. Cyklister i én bane. Gående i en anden. Adskilt af et kig ned i vandet.

Det er fornuftigt. Så udviklet er trafikkulturen heller ikke, at gående og cyklende kan deles i fordragelighed om byens infrastruktur.

Et generøst vue

Man kan fundere over, hvorfor i alverden noget af det glas, der indgår i konstruktionen, er farvet? Det kan fungere storartet ved Olafur Eliassons skulptur på toppen af kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor tanken er, at den besøgende bestandig ser byen på nye måder. På Inderhavnsbroen bidrager de farvede glas til et billigt indtryk.

Man kan endvidere fundere over, om placeringen er ideel? Første gang, jeg gik på den 180 meter lange bro, spekulerede jeg – blandt andet – på, hvorfor det lige var dér, den skulle ligge?

Vil mon ikke, tænkte jeg, Charlottenborg-siden af Nyhavn blive til ét stort cykelløb, i takt med at Inderhavnsbroen bliver den succes, den utvivlsomt bliver? Ifølge Dansk Arkitektur Centers hjemmeside forventes 3.000 cyklister dagligt at passere den nyåbnede bro.

Anden gang tænkte jeg, at cykelbanerne måske nok kunne klare presset – selv om en placering længere ude ved Kvæsthusbroen havde været at foretrække, er der måske alligevel en pointe ved Nyhavn-placeringen, som vi skal vende tilbage til.

Er man først på broen, kan man sagtens abstrahere fra dens klodsede konstruktion. Så lægger man slet ikke mærke til den (med mindre man ligefrem skal), for så åbner der sig et generøst vue over Københavns havneløb, og langs vandet kan man se iøjnefaldende og markante bygninger som Operaen og Skuespilhuset tegnet af henholdsvis Henning Larsen og Lundgaard & Tranberg.

Til den ene side ligger de klassiske etageejendomme i Havnegade og den tidligere flyve­bådsterminal og endnu tidligere toldkammer, der nu rummer jazzklub, restauranter og barer og hedder Custom House.

På den anden side Nordatlantens Brygge, arkitektfirmaet COBEs prisbelønnede boliger på Krøyers Plads, Dansk Arkitektur Center og længere borte Knippelsbro og Det Kongelige Bibliotek (Smith Hammer Lassen).

Ovenikøbet er der – som et overskudsagtigt greb – etableret platforme på Inderhavnsbroen, så man kan stå og sidde og kigge ud over vandet og glæde sig over i hvert fald dele af byens udvikling.

For ikke så mange tiår siden vendte havnen ryggen til sin by.

Langs vandet lå arbejdspladser inden for søfart og industri. De var afspærret for de fleste – bortset fra den lille mand i Osvald Helmuths snart 80 år gamle sang om udlængsel ved fyraften. Han, der går sig en tur langs med havnen og drømmer om stederne derude og det liv, han måske kunne have haft.

Så forsvandt arbejdspladserne, og havnen blev tømt for de fleste af sine funktioner. Overladt til nye former for anvendelse.

Plads til liv

Med til historien hører, at hovedstaden var nedslidt og i store økonomiske vanskeligheder. Men så var det, at udbygningen af Ørestad begyndte, og store infrastrukturprojekter blev sat i gang, finansieret af salg af en række af kommunens grunde langs havnen, der hurtigt – og også for hurtigt – blev bebygget. Langtfra alt er lykkedes.

En stor del af nybyggeriet er af arkitektonisk ringe kvalitet og – hvilket er endnu værre – goldt.

Alligevel var det en nødvendig indsats. Iblandt er der gennemført vellykkede restaureringer, og der er blevet opført nye bygninger og etableret nye torve, pladser og mødesteder i byen af den slags, der gennem længere tid er blevet efterspurgt af byens beboere og herunder ikke mindst af de mange mennesker, der flytter til hovedstaden eller i modsætning til tidligere ikke forlader København, når de bliver børnefamilier. Forældre forventer meget generøse udfoldelsesmuligheder til såvel de små som til sig selv, herunder steder, hvor man kan mødes med venner i byen eller dyrke motion i parker, ved Søerne og i stigende grad langs med havneløbet.

Strækningerne ved vandet og de efterhånden adskillige broer, der forbinder siderne og skaber en sammenhængende strækning ved det indre havneløb, imødekommer den bevægelseskultur, der har præget byrummet i efterhånden adskillige år som et supplement til svømme- og idrætshaller, tennis- og fodboldbaner. Man løber og cykler i det offentlige rum som en del af en moderne, rekreativ og sund livsstil.

De uformelle mødesteder

Hvor havnen altså tidligere vendte ryggen til byen, fordi det var forbeholdt forskellige former for industri, åbner områderne langs havneløbet sig nu og bliver stadig mere centrale og attraktive dele af København.

Hovedstaden er ved at udvikle sig til en by med adskillige centre og mange mødesteder – og havnen bliver i stadig stigende grad et af dem. Væsentlige klassiske kulturinstitutioner er placeret ved havnen – men af tilsvarende betydning er de mere uformelle mødesteder.

Vel er Københavns inderhavn ikke Canal Grande og bliver det selvfølgelig heller aldrig. Men der er forskellige steder, hvor man kan få den venetianske fornemmelse af at stå i et palazzo med udsigt til vand – og det får man i så udpræget grad også fra Inderhavnsbroen, hvis man standser op og under sig et øjebliks ro. Kigger man ned ad havneløbet fra den nye bro, kan man også få en fornemmelse af, at liv og aktivitet er ved at vende tilbage til havnen som kreative og rekreative erstatninger for industrialismens arbejdspladser.

Den ene ende af Inderhavnsbroen begynder i Nyhavn og dermed ved et virkeligt klassisk old school-mødested i København. Ganske vist er broen placeret på den pæne side af Nyhavn. Men alligevel. Nyhavn har været samlingssted for selskabelighed gennem mange, mange år – og nu kommer der (måske) en pendant overfor på den anden side af havneløbet. Men broen – og gerne i en mere elegant udformning – havde været bedre placeret ved Kvæsthusbroen. Den kunne måske også have afhjulpet vanskelighederne med adgangsforhold til Operaen i en by, hvor bilisterne får det stadig vanskeligere.

Omvendt ligger Papirøen skråt over for Nyhavn som genbo til Skuespilhuset, og Papirøen kan meget vel udvikle sig til et af de nye moderne mødesteder i København. Omformningen af Papirøen er efter en konkurrence overdraget til arkitektfirmaet COBE, hvis projekt tyder på, at København endnu engang får en chance for at skabe en unik »bylivsdestination«, som det hedder.

Lykkes det, er Inderhavnsbroen nok praktisk at have i nærheden.

Forventningens glæde var måske nok den største ved Inderhavnsbroen – men i det lange løb skal den nok blive endnu en populær forbindelse af den slags, der ligesom Metroen binder København tættere sammen. Og etablerer nye ruter gennem den stadig mere intensive og foranderlige by.

Hvad: Inderhavnsbroen.

Hvor: Forbinder Nyhavn og Christianshavn.

Hvem: Arkitektfirmaet Studio Bednarski.