Skandaleramt eksborgmester vil i Folketinget

Den tidligere borgmester i Fredericia Thomas Banke (V) stiller op til Folketinget to år efter, at han måtte forlade borgmesterkontoret i den jyske by efter bilagsrod og misbrug af kommunens midler.

ARKIVFOTO. Den omstridte eks-borgmester i Fredericia, Thomas Banke (V), vil i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Trods et utal af kontroverser og med en række regulære skandaler i bagagen, meddeler venstremanden Thomas Banke (V), tidligere borgmester i Fredericia nu, at han vil i Folketinget.

»Jeg har fået rigtig mange opfordringer. Jeg har overvejet det grundigt og længe. Og jeg har besluttet, at jeg gerne vil være Venstres kandidat og Fredericias mand på Christiansborg,« siger Thomas Banke selv til Lokalavisen Fredericia & Vejle Weekend.

Tilbage i efteråret 2012 blev han hovedperson i en af de mest spektakulære borgmesterafgange, der har været i nyere tid. Her kommer det først frem, at han har været afhængig af morfin efter en tandbehandling, og kort efter - i december 2012 - kan et chokeret byråd konstatere, at den rekordunge borgmester - 27 år, da han blev valgt i 2009 - ved flere lejligheder har anvendt kommunens midler ulovligt, og at der er rod i store dele af hans borgmesterbilag.

17. december anbefaler byrådet i Fredericia Thomas Banke at gå af, da samtlige medlemmer bakker op om et mistillidsvotum mod ham. Også internt i Venstre i Fredericia opfordrer man den unge borgmester til at trække sig, men det er først efter et længere og rodet forløb, at Thomas Banke træder tilbage som borgmester 10. januar 2013.

»Jeg kan ikke fortsætte som borgmester, hvis der på nogen som helst måde skal diskuteres politik igen i Fredericias byråd. Derfor har jeg meddelt kommunaldirektøren i dag, at det er min intention at bede byrådet om at fritage mig fra posten som borgmester i Fredericia,« lød det fra ham dengang.

Men lidt over to år senere er Thomas Banke nu atter parat til at kaste sig ind i dansk politik.

»Nogle kan ikke fordrage mig, og det kan jeg nok ikke gøre noget ved. Men andre synes, at jeg har gjort et godt stykke arbejde og er enige i mine synspunkter. Jeg anerkender, at jeg har begået fejl. Men jeg er et menneske med livserfaring. Og min fortid er fortid,« siger Thomas Banke til Lokalavisen Fredericia & Vejle Weekend.

Til samme medie siger han, at en af hans mærkesager bliver hårdere straffe til pædofilidømte, ligesom han vil opfordre til en mere aktivistisk og »innovativ« udenrigspolitik.