Skal Støjberg for en rigsret? Tidligt torsdag skal politisk interesserede zoome ind på tre afgørende møder på Christiansborg

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblikket over morgenens vigtigste historier, så du kan tage hul på dagen i velinformeret tilstand.

Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet tager i dag stilling til, om de støtter en rigsretssag mod Inger Støjberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til endnu en dag i et Danmark, der forbliver nedlukket i mindst tre uger endnu, og hvor den indtrængende appel fra regeringen er, at vi aflyser alt, der kan aflyses, og ser så få som muligt. En sammenbidt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kaldte det ved pressemødet onsdag aften »et kapløb med tiden«.

Først et blik på dagens opdaterede coronatal:

Bekræftede smittede i Danmark: 185.159 (1.358 nye smittede onsdag)
​Antal indlagte: 859 (- 58)
Antal indlagte på intensiv: 137 (90 i respirator)
Antal bekræftede døde i Danmark: 1.660
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 92.317.137
Antal dødsfald på verdensplan: 1.977.912

Skal Støjberg for rigsretten?

I dag kan fortiden indhente tidligere næstformand i Venstre Inger Støjberg. Det ventes, at Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet i løbet af formiddagen tager stilling til, om de går ind for, at der skal rejses rigsretssag mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Selvom sagen handler om jura, så er den benzin på den interne splittelse om udlændingepolitikken i Venstre, som Berlingske forleden kunne berette. Løsgænger Lars Løkke Rasmussen meldte for øvrigt onsdag aften ud, at han ikke støtter en rigsretssag mod sin tidligere minister. Berlingske kan fortælle, at en DFer, der for fire år siden kaldte sagen for »en politisk kalkunjagt«, er blandt de politisk udpegede dommere i sagen.

Venstre mødes klokken 8.30-10. De Konservative mødes klokken 9-10. Det er endnu ukendt, hvornår Socialdemokratiet mødes, oplyser Ritzau.

Sundhedsmyndigheder forsøgte at skaffe vacciner uden om EU

Jyllands-Posten kan berette, at Statens Serum Institut (SSI) og Lægemiddelstyrelsen har forsøgt at lave en dansk særaftale om flere vacciner fra producenten Pfizer. SSI-direktør Henrik Ullum bekræfter, at de nytårsaften forhandlede med Pfizer om at få flere vacciner hurtigere, end vi er berettiget til gennem EUs fællesindkøb. Pfizer vendte ikke tilbage og har ingen kommentarer, ligesom det er uklart, om myndighederne havde grønt lys fra regeringen.

Her kan det være passende at se på den seneste udvikling af coronasmitten.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Forskere tilbageholder vigtig information

Politiken kan fortælle, at forskere fra Statens Serum Institut og Rigshospitalet tilbageholder vigtig information om, hvorvidt kviktest er mere præcise end troet. Det sker, fordi forskerne vil publiceres i et videnskabeligt tidsskrift, inden de offentliggør deres resultater, selvom forskerteamet selv vurderer, at deres undersøgelse vil kunne føre til bedre inddæmning, mere kontrol og tab af færre menneskeliv. Det møder kritik fra politikere og andre eksperter.

Her er fordelene ved 30 års afdragsfrihed

Dagen byder også på andre mere jordnære historier, som for eksempel fordele og ulemper ved lån med 30 års afdragsfrihed, som alle fire store realkreditinstitutter er ved at være klar med. Det gælder både for lån med fast eller variabel rente. Lånene kan især være attraktive for folk oppe i alderen, der allerede har massiv friværdi i deres bolig og bor i et område med strukturel fremgang, så risikoen for, at boligen taber værdi, er mindre. Det kan du læse mere om i Berlingske.

Minkmutation er væk

Berlingske kan også fortælle, at mens hele verden taler om den britiske mutation af coronavirus, så er den mutation, der var med til at aflive hele minkerhvervet, så godt som forsvundet. »Reelt er den væk,« siger professor Mads Albertsen, der står for at lave gensekventering på virusprøver. Det glæder virolog, mens Dansk Folkeparti mener, det var en overreaktion at tale om det ny Wuhan.

Det sker i dag

I dag tages endnu en vaccine i brug i Danmark. En patient, der er tilknyttet Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus, bliver klokken 12.00 den første dansker, der bliver vaccineret mod corona med vaccinen fra Moderna.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) skal i samråd redegøre for, hvordan det går med udbetaling af acontobeløb og andre skyldige udlæg til minkavlerne, og hvordan det går med regeringens tempo på udbetalinger af tempobonus til minkavlerne.