Regeringen har understreget, at Danmark presser på for yderligere sanktioner mod Rusland, og statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt Ukraines præsident Zelenskyj, at landet har Danmarks »fulde støtte«.
Nu har den ukrainske udenrigsminister Dmytro Kuleba bedt om, at lande, der støtter Ukraine, udviser russiske ambassadører.
»Jeg kræver af verden: Isolér Rusland fuldt ud, udvis ambassadører, (indfør, red.) olieembargo, ruinér dets økonomi. Stop russiske krigsforbrydere!« skriver han på Twitter.
Udenrigsministeriet har oplyst til Berlingske, at det på grund af travlhed ikke er muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lørdag om, hvorvidt man på nuværende tidspunkt er villig til at udvise den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.
Venstre og De Konservative har dog givet lyd, og de er ikke helt enige.
De Konservatives udenrigsordfører, Marcus Knuth, mener ikke, at det lige nu vil være et klogt træk.

»Vi lægger stor vægt på, at konflikten kan bevæge sig fra militær eskalation til diplomati. I det øjeblik, du udviser den russiske ambassadør, vil Rusland sandsynligvis gøre det samme med den danske, og det vil mindske muligheden for en fredelig retning,« siger Marcus Knuth.
Han afviser ikke ideen, men understreger, at det skal ske i koordination med EU.
»Jeg har selv tænkt tanken, derfor vil jeg heller ikke afvise det, men vi skal ikke gå enegang i den forbindelse,« siger Marcus Knuth.
Den diplomatiske drejebog
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, mener også, at det skal ske i fællesskab med de øvrige EU-lande. Han er dog mere lydhør over for den ukrainske anmodning.
»Synspunktet må være, at vi må sende den størst mulige afstandtagen mod Rusland, og det her er nok et af de stærkeste diplomatiske våben, man kan tage i brug,« siger V-ordføreren og tilføjer:
»Helt ærligt, så mener jeg faktisk også, at det kunne være en god idé, selvom det ville være et voldsomt skridt.«
Men ville det ikke også gøre det endnu sværere at finde en diplomatisk løsning på konflikten?
»Jeg tror efterhånden, at det er tydeligt for enhver, at den diplomatiske drejebog ikke eksisterer for Putin. Vi kan ikke se ham som en normal regeringsleder, og vi skal isolere Rusland og vise, at vi også kan spille det spil,« siger Michael Aastrup Jensen.
Og derfor opfordrer han »klart« regeringen til, at den i EU presser på for, at en udvisning af russiske ambassadører bliver en del af den næste sanktionspakke.

»Det skal være sammen med EU for at have en effekt,« siger Michael Aastrup Jensen.
De russiske krigshandlinger bliver både af EU og regeringen kaldt et brud på folkeretten.
Derfor vil mange nok finde det prekært, at Ruslands repræsentant i Danmark kan spadsere frit rundt i København, mens landet udfører krigshandlinger i Europa.
Den tanke forstår Marcus Knuth godt, selvom han er lidt tilbageholdende med at kalde på en udvisning her og nu.
»Der er noget absurd i, at Rusland angriber et fredeligt, demokratisk, europæisk land, mens deres ambassadør kan det (gå rundt i Danmark, red.).«
»Men slagsiden er, at man lukker for et af de vigtigste kommunikationsspor og bevæger sig længere væk fra en fredelig løsning,« siger Marcus Knuth.
Udenrigsministeriet har to gange i den forgangne uge kaldt ambassadør Barbin til samtale for at fordømme den russiske ageren.
Jeppe Kofod har som nævnt ifølge Udenrigsministeriet ikke mulighed for at kommentere i dag.
Berlingske afventer svar fra støttepartierne.
Opdateret lørdag klokken 14:02 med afsnittet om, at udenrigsministeren ikke har mulighed for at kommentere historien.