Skæve børn leger bedst i Lyngby-Taarbæk

Lyngby-modellen er det specielle samarbejde mellem konservative og socialdemokrater blevet kaldt. Ingen har før nu kunnet true de bykonger, der i årtier har delt kommunens topposter imellem sig.

Krydset ved Lyngby Hovedgade og Klampenborgvej tilbage i slutningen af 1960erne. Allerede dengang havde de Konservative og Socialdemokraterne siddet på toppen af bystyret i over ti år. Og det gør de stadig den dag i dag. Fold sammen
Læs mere

I seks årtier har de delt det hele imellem sig. Konservative og socialdemokrater. De blå og de røde. Og med årene har symbiosen mellem storkapital og arbejderklasse i Lyngby-Taarbæk udmøntet sig i en slags social borgerlighed, der hverken er så konservativ eller så socialistisk, at det gør noget.

Det har både været et fornufts- og et magtægteskab. K-borgmester og S-viceborgmester har besluttet, hvordan tingene skulle deles, og man har handlet det politiske af imellem sig. Sådan udtrykker flere kendere af den politiske udvikling i Lyngby-Taarbæk det i hvert fald.

Fornuftsægteskabet, der går under navnet Lyngby-modellen, har i årtier holdt enhver politisk opposition stangen. Kun interne parti-stridigheder har gennem årene kunnet kastet enkelte småsten i et velsmurt maskineri, som de færreste i kommunen har kunnet udfordre.

Indtil i år, hvor en fælles opposition fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten vil gøre op med magtmonopolet og den politiske kultur, det har medført.
Gennem årene har borgmestre og viceborgmestre valgt hinanden. De har udpeget deres egne kronprinser og ladet den politiske gerning gå i arv. De politiske forhandlinger er foregået bag lukkede døre i et violet flertal, der afspejler kommunens unikke befolkningssammensætning af konservative villa-ejere i Virum og af socialdemokratiske lejere i de almennyttige boliger i Lundtofteparken.

End ikke det faktum, at landets to regeringspartier, de Konservative og Venstre, tilsammen har absolut flertal i Lyngby har kunnet ryste kommunens lokalpolitiske midteralliance.

Ingen ydre fjender

Den politiske idyl blev for et par år siden beskrevet af viceborgmester Liss Kramer Mikkelsen (S) som »en god tid uden ydre fjender, og indre for den sags skyld«.
»I hvert fald ikke nogen, der var store nok til at ødelægge humøret,« som hun kunne konstatere.
Historien om magt-delingen i Lyngby starter med den konservative bykonge, Paul Fenneberg. Da de Konservative kom til magten i 1950 med absolut flertal, så han en interesse i at indgå en pagt med de detroniserede socialdemokrater. Lyngby-modellen blev født.

Kramernes indflydelse

Det siges, at Fenneberg aldrig traf nogen beslutninger uden først at handle det af med kommunens stærke socialdemokrat, Kaj Kramer Mikkelsen – onkel til den senere overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsen og far til sin senere arvtager, Liss Kramer Mikkelsen.
En tradition, der er videreført til i dag.

»Det har altid været givet på forhånd, hvordan kagen skulle skæres. Partierne har aldrig nogensinde sagt nej til det, der blev forelagt,« fortæller en lokalpolitiker med indgående kendskab til Lyngby-modellen.

I 1973-74 kunne det politiske liv i Lyngby-Taarbæk være blevet drastisk ændret. Et internt konservativt opgør tvang Paul Fenneberg til at gå af. Og ved valget mistede partiet tilmed sit absolutte flertal. Men de nyvalgte partier vejrede morgenluft for tidligt, for Kaj Kramer Mikkelsen lovede fortsat sin loyale støtte, nu til den nye konservative borgmester, Ole Harkjær.

Gennem årene blev det kutyme, at socialdemokraterne altid kunne regne med posten som viceborgmester. Ligeledes vandt partiet hævd på posten som formand for teknisk udvalg – en af de tunge og politiske poster, der kunne sikre mange arbejdspladser til fagbevægelsens medlemmer med anlæg og vedligeholdelse af veje og grønne områder.

K sidder på økonomien

De Konservative har til gengæld været garanteret borgmesterposten og lederskabet af både økonomiudvalget og det vigtige byplanudvalg.
Selv om der ikke har været en formaliseret vetoret, så har politiske slagsmål, der er kommet til offentlighedens kendskab, været yderst begrænsede. Købet af udstillingsbygningen Sophienholm i 1963 skete mod Kramer Mikkelsens ønske. Og de senere år har Socialdemokraterne bl.a. bremset etableringen af Nyt Dansk Danseteater i det omdiskuterede kulturhus.

I 80erne var der vagtskifte i begge partier. Ole Harkjær valgte at overlade borgmesterposten til den udpegede arvtager, generalsekretæren for Det Konservative Folkeparti, Kai Aage Ørnskov. Men hos Socialdemokraterne gik det anderledes dramatisk til.
Ved Kaj Kramer Mikkelsens død overtog kronprinsen Hegert Vad viceborgmesterposten. Men det varede kun nogle få år – så meldte Kramer Mikkelsen-familien sig igen. Hegert Vad kæmpede for at undgå Liss Kramers opstilling med den officielle begrundelse, at der så ville komme for mange offentligt ansatte i byrådsgruppen. Men han trak det korteste strå og valgte at forlade Socialdemokratiet. Fire år senere var det Liss Kramer Mikkelsen, der stod som arvtager til sin fars poster som kongemager og viceborgmester.

Samarbejdet mellem Liss Kramer Mikkelsen og først Ørnskov og siden 2001 den nuværende borgmester Rolf Aagaard Svendsen har fulgt Lyngby-modellen til punkt og prikke. Med kun et par enkelte kurrer på tråden.

I år er en ny socialdemokratisk væbner trådt ind på den politiske scene. Kramer Mikkelsen er trådt et skridt tilbage og har overdraget det til Simon Pihl Sørensen sammen med konservative Rolf Aagaard Svendsen at søge Lyngby-modellen videreført.

Berlingske Tidende har i forbindelse med artiklen talt med en række lokale politikere og andre kilder, der ikke har ønsket at stå frem ved navn.