Skæbnens time nærmer sig for Pernille Weiss – og to personer bliver særligt afgørende

I næste uge skal De Konservative på partiets årlige landsråd tage stilling til, om EU-parlamentarikeren Pernille Weiss stik imod partitoppens ønske skal genopstilles. Hvordan afstemningen præcist skal foregå, er formentlig op til to dirigenter – den ene er Pernille Weiss' eksmand. Han holder sig dog helt ude af afstemningen, lyder det.

Inden længe skal skæbnen for Pernille Weiss, der er De Konservatives eneste medlem af EU-Parlamentet, afgøres på partiets landsråd. Partitoppen har for længst krævet hendes afgang, men alligevel er hun blevet indstillet til genvalg af to grupper fra baglandet. Celina Dahl Celina Dahl

Det kan på alle måder blive opsigtsvækkende, når De Konservative afholder partiets årlige landsråd næste weekend i Herning Kongrescenter.

Ikke alene står partiet midt i en historisk krise, som forventeligt vil fylde. Partiets EU-parlamentariker Pernille Weiss vil samtidig også i fuld offentlighed kæmpe for sit politiske liv, når en længe ventet afstemning afgør hendes fremtid i partiet.