Skæbnedag i blå blok: Her er Løkkes tre muligheder

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens taburet vakler, samarbejdet i blå blok har nået et historisk lavpunkt og regeringens fremtid er i yderste konsekvens i fare. Berlingskes politiske kommentator opridser her statsministerens muligheder.

Foto: Linda Kastrup. Ifølge Berlingskes politiske analytiker Thomas Larsen kan onsagens skæbnedag i dansk politik ende i tre mulige scenarier (arkivfoto).
Læs mere
Fold sammen

Tirsdag blev en dramatisk dag i dansk politik, der førte til flere spørgsmål end svar.

Det Konservative Folkeparti udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), og blå bloks fire partier blev derfor hasteindkaldt til krisemøde i statsministeriet.

Det store spørgsmål, om hvordan statsminister Lars Løkke Rasmussen vil forholde sig til, at hans støtteparti ikke længere har tillid til ministeren, blafrer dog fortsat i vinden.

Reelt har statsministeren tre muligheder, der alle er »yderligtgående«, vurderer Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen.

Scenarie 1: Valg

»Det første scenarie er et valg. Det vil ske, hvis Lars Løkke Rasmussen holder fast i Eva Kjer Hansen og vælger at stå fuldstændigt fast bag hende. Så gør han samtidig hendes skæbne og hendes fortsatte medlemskab af regeringen til et kardinalpunkt.«

I så fald vil statsministeren formentlig gøre sagen til et såkaldt kabinetspørgsmål. Et kabinetspørgsmål er en afstemning i folketingssalen, hvor regeringen på forhånd har meddelt Folketinget, at den vil træde tilbage, hvis den kommer i mindretal på det pågældende spørgsmål.

»Det er klart, at skulle det ske, så får vi en historisk situation i dansk politik, hvor et borgerligt samarbejde falder til jorden med et brag. Det er en situation, vi nærmest ikke har set magen til tidligere. Og så får vi et nyvalg mindre end et år efter, Lars Løkke Rasmussens regering er dannet.«

Set fra både Venstre og de Konservatives bord vil det scenarie dog være en »ultimativ katastrofe«, vurderer Thomas Larsen.

»Med et valg på den baggrund vil det være meget svært at få vælgerne til at stille sig bag en ny borgerlig regering, og som meningsmålingerne ser ud, står både Venstre og de Konservative til at få et meget dårligt valgresultat lige nu.«

Scenarie 2: Det store kompromis

»En anden mulighed er, at man finder sammen trods alt. Det kan ske, hvis man får sat sig ned og genåbnet Landbrugspakken, og forhandlet den igennem en gang til. Det vil nok også kræve, at Eva Kjer Hansen måske anerkender, at selve iscenesættelsen af landbrugspakken har været en overdreven lyserød fremstilling.«

Men heller ikke det scenarie vurderer Berlingskes politiske kommentator som sandsynligt.

»Som det ser ud lige nu, har de Konservative ultimativt mistet tilliden til Eva Kjer Hansen, så derfor tror jeg ikke, de vil kunne lade hende fortsætte.«

Det har regeringen dog foreløbigt valgt at ignorere, og Eva Kjer Hansen er onsdag morgen mødt på arbejde i ministeriet som sædvanlig.

Scenarie 3: Eva Kjer går selv

»I mellem de to andre scenarier ligger det, som kan være det mest realistiske scenarie. Hvis de Konservative ender med at stå fast på, at de ikke kan acceptere Eva Kjer Hansen, og Lars Løkke Rasmussen holder fast i sin minister, kan man godt forestille sig, at Eva Kjer - som den erfarne og loyale partisoldat hun er - selv trækker stikket, fordi hun ikke vil være direkte skyld i, at regeringen vælter.«

»Gør hun det, så vil Lars Løkke Rasmussen og hans regering i en eller anden forstand have krævet frisag. Men det kræver, at Eva Kjer tager beslutningen.«

Et sådant scenarie udspillede sig også under den tidligere Schlüter-regering i begyndelsen af 1990'erne, hvor daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen blev taget i kreativ bogføring, og selv valgte at kaste håndklædet i ringen og forlade sin ministerpost, selvom Venstres var klar til at gøre spørgsmålet til et kabinetspørgsmål.

»Rationelt burde det være et sandsynligt scenarie. Men politik handler ikke altid om rationalitet, men også om følelser. Og der er meget store følelser på spil her.«

Thomas Larsen mener ikke, at det overhovedet er realistisk, at Lars Løkke Rasmussen selv trækker stikket for sin minister.

»Det vil være svært for ham, for så mister han en stor del af sin autoritet. Han har prøvet at spille den stærke mand siden i går aftes, og hvis det så ender med, at han må lægge sig ned og i virkeligheden overgive sig til de Konservative, vil han miste noget autoritet.«

De Konservative valgte tirsdag at udtrykke mistillid til ministeren, fordi partiet mener, at Eva Kjer Hansen har tegnet et skønmaleri af den landbrugspakke, som partierne i blå blok er blevet enige om. De negative konsekvenser, der vil være for miljøet de første år, har partiet svært ved at leve med, og har derfor protesteret højlydt flere gange – dog uden den ønskede konsekvens.

Laes mere