Skab lokale job i ulandene

Jørgen K. Hansen: Danmark er et land med stærke kvalifikationer inden for uddannelse og opkvalificering af ledige som centrale elementer i en aktiv beskæftigelsespolitik, og de fleste af disse kvalifikationer vil være endog særdeles relevante i en udviklingssammenhæng.

Jørgen K. Hansen, Senior Adviser i Terma A/S, Medlem af DANIDAs eksterne referencegruppe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mange ulande står nemlig i dag i en situation, hvor ledighed blandt unge er en af de absolut største samfundsmæssige udfordringer. Størstedelen af ledigheden er at finde blandt et stort flertal af fattige og socialt udsatte unge med ingen, eller meget basal, uddannelse, men også blandt de privilegerede, for hvem det er lykkedes at få en akademisk uddannelse, er det ofte en stor udfordring at få et arbejde.

Årsagerne hertil er mange, men en af de mere gennemgående er, at de eksisterende uddannelsesinstitutioner simpelthen ikke er gode nok. Underviserne er for fagligt ringe, materialerne er forældede eller bare ikke til stede, korruption i forbindelse med eksaminer og karaktergivning er ikke ukendt etc. Resultatet er, at der måske nok udklækkes årgang efter årgang af akademikere, men at disse enten er blevet uddannet i fag med ringe reel erhvervsværdi, eller typisk kræver mellem et halvt og to års efteruddannelse hos de virksomheder og organisationer, som ansætter dem. Det koster de lokale arbejdsgivere mange ekstra ressourcer, og landene som helhed store omkostninger, f.eks. i form af forringet vækst, sociale omkostninger etc.

En mulig løsning på dette problem kunne være etableringen af nye uddannelsesforløb for ledige akademikere. I et sådant setup ville f.eks. en lokal uddannelsesinstitution kunne gå sammen med en lokal brancheorganisation og en international virksomhed med erfaring inden for et givent uddannelses- og træningsområde, samt en eller flere bistandsorganisationer. Uddannelsesinstitutionerne ville således kunne levere faciliteter og viden/erfaring inden for lokal uddannelse; den lokale brancheorganisation ville kunne bidrage til afklaringen af, hvilke kompetencer lokale virksomheder efterspørger, samt levere mulige praktik- og arbejdspladser hos medlemsvirksomhederne; den internationale virksomhed ville kunne levere uddannelse og træning i international klasse; og bistandsorganisationerne ville kunne bidrage med både erfaring og finansiering. Dermed ville det nu være muligt at uddanne/efteruddanne lokale akademikere i international klasse, der oven i købet bliver uddannet i netop de færdigheder, som det lokale erhvervsliv har mest brug for. FLSmidth og Dansk Industri afprøver allerede en variation af denne model inden for cementindustrien i Egypten, og de foreløbige resultater tyder endog særdeles lovende.

Et andet konkret eksempel på et område, hvor ledige akademikere i ulande med fordel kunne modtage efteruddannelse, er inden for IT. I stort set alle ulande er medarbejdere med IT-færdigheder på mellem- og højt niveau et stort problem. Hidtil er dette problem oftest blevet forsøgt løst via diverse mere eller mindre effektive ad hoc-løsninger, samt midlertidig ansættelse af udenlandske eksperter. Når disse eksperter så rejser hjem igen, tager de oftest deres kompetencer med sig, hvorved lokale virksomheder og organisationer igen er overladt til ineffektive ad hoc-løsninger - eller simpelthen bare dropper at arbejde med IT på et højere niveau. Alt dette kan fikses ved hjælp af efteruddannelse af en allerede eksisterende - og ofte stærkt motiveret - gruppe lokale mennesker.

Men uddannelse er ikke alt, når det kommer til skabelse af arbejdspladser i Den Tredje Verden. Et stabilt arbejdsmarked i et udviklingsland fordrer også eksistensen af en vis samfundsmæssig infrastruktur, inden for hvilken det private erhvervsliv kan operere i relativ sikkerhed. Og et godt eksempel på, hvor dansk bistand kunne investeres strategisk i en sådan infrastruktur, er kystovervågning og fiskerikontrol langs Afrikas kyster. Hvert år fiskes der ulovligt for en værdi af mere end én milliard US-dollars i farvandene ud for disse kyster, ligesom der også dumpes store mængder af farligt affald,og indsmugles store mængder narkotika. Fiskene, som hives ulovligt op af havet, kommer ombord på fjernøstlige og vestlige fiskefartøjer og ender oftest hos forbrugerne i de mere udviklede lande, og også den megen narkotika ender senere i især Europa.

En effektiv fiskerikontrol og kystovervågning vil kunne sætte en stopper for disse ulovligheder, og samtidig vil dette kunne indgå i en effektiv bekæmpelse af den megen piratvirksomhed ud for Afrikas kyster. Blev blot en del af de penge, som tjenes ulovligt, kanaliseret til de kyststater, der rent faktisk ejer retten til de pågældende farvande, ville de kunne tilvejebringe den startkapital, der kan sætte en økonomisk udvikling i gang inden for den maritime sektor - herunder også inden for fiskeforarbejdningsindustrien - og dermed skabe en række værdifulde arbejdspladser i de pågældende lande.

Altså: Dansk bistand bør i stigende grad fokusere på at skabe arbejdspladser i udviklingslandene. Naturligvis bør et land som Danmark også skubbe på over for etableringen og styrkelsen af demokratiske institutioner, menneskerettigheder etc., men i sidste ende gror disse så essentielle frø bedst i en befolkning, der først og fremmest er i stand til at brødføde sig selv og familien og kan søge stolthed og bekræftelse i at have et ærligt arbejde. Danmark er i en unik position til at yde et globalt bidrag på netop denne front og dermed spille en meget vigtig rolle, både i nedbringelsen af den globale ulighed og i opbygningen af fremtidens markeder i Den Tredje Verden.