Simon Emil Ammitzbøll trues med retssag

De tidligere venner og partifæller i Borgerligt Centrum pudser nu en advokat på Simon Emil Ammitzbøll for at få penge, underskrifter og domænenavn tilbage.

Foto: Rune Evensen. Simon Emil Ammitzbølls og hans tidligere partifæller er røget i totterne på hinanden.
Læs mere
Fold sammen

Efterspillet om midterpartiet Borgerligt Centrum spidser nu til med advokater og trusler om retssager.

Fem krav skal ifølge advokat Michael Thiesen fra Sankt Petri Advokater opfyldes inden fem dage. Ellers går han videre med sagen og "indleder nødvendige retsskridt", som det hedder i et brev, som Ritzau er i besiddelse af, til Simon Emil Ammitzbøll.

- Der opstilles fem krav, som skal opfyldes inden nogle dage - og sker dette ikke, indleder advokaten en sag. Thiesen har fra partiets side frie tøjler til at køre sagen til ende, så vi kan komme videre med det politiske, oplyser Jeppe Søe fra Borgerligt Centrum i en e-mail om beslutningen om at gå rettens vej.

Jeppe Søe er valgt som formand for Borgerligt Centrum efter Ammitzbølls exit. Ammitzbøll nedlagde midt i juni Borgerligt Centrum og gik til Liberal Alliance. Siden da har tilbageværende partifæller bestridt, at partiet er nedlagt og blandt andet anklaget ham for at have taget af kassen på vej ud ad døren.

Borgerligt Centrum kræver partiets penge, underskrifter til opstilling til Folketinget, løsøre, domænenavn og medlemskartotek udleveret. Det sidste risikerer angiveligt at blive slettet.

/ritzau/