Simon Emil Ammitzbøll giver opsang til kommuner efter 11.500 ubetalte regninger i København: »Slendrian og magtarrogance«

Københavns Kommune forsømte i efteråret at betale tusindvis af regninger til tiden. Nu opfordrer økonomi- og indenrigsministeren alle landets kommuner og regioner til at få styr på deres regnskabsføring. Københavns Kommune har rettet op.

(ARKIV) Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) opfordrer kommuner og regioner til at få betalt deres regninger i tide. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tusindvis af ubetalte regninger. Manglende bogføring. Og muligvis store omkostninger til rykkergebyrer.

En rapport fra revisionsfirmaet Deloitte afslørede i efteråret, at Københavns Kommune havde forsømt at betale mere end 11.000 regninger inden for betalingsfristen på 30 dage. I alt skyldte kommunen 287 millioner kroner til leverandører for diverse ydelser og produkter.