Hun fik den største bid af de danske stemmer.

Nu har hun landet en tung post i et af Europa-Parlamentets største udvalg.

SFs Kira Marie Peter-Hansen har netop sikret sig posten som såkaldt koordinator i Europa-Parlamentets økonomiudvalg for den venstreorienterede EP-gruppe, De Grønne.

Det svarer omtrent til at være ordfører i et dansk parti, og koordinatoren er den politiker, der lægger linjen i udvalget på vegne af hele sin gruppe.

178.438 danske vælgere satte deres kryds ud for Kira Marie Peter-Hansens navn ved Europa-Parlamentsvalget 9. juni, og hun er dermed den politiker, der fik absolut flest stemmer til valget. Samtidig blev SF med tre mandater det største danske parti.

Nu er hun blevet forfremmet til en lederrolle i Den Grønne Gruppe ved at gå fra at være menigt medlem til en ledende figur i økonomiudvalget.

»Det handler for eksempel om at sige, hvad Den Grønne Gruppe skal være kendt for på den økonomiske politik,« siger Kira Marie Peter-Hansen om sin nye rolle.

I løbet af de sidste fem år har Kira Marie Peter-Hansen som EP-medlem særligt profileret sig på miljø- og klimaområdet.

Vil man fremover se dig fokusere mere på økonomisk politik end på klimapolitik?

»Nej, jeg fokuserer på begge dele. Og jeg synes egentlig, at de går hånd i hånd. For det er jo klart, at vi ikke kan komme i mål med den grønne omstilling, hvis vi ikke sørger for, at der er investeringer til det, hvis vi ikke sørger for, at markedet arbejder i retning af den grønne omstilling,« siger hun.

SFeren har allerede fastlagt de politiske mærkesager, hun vil arbejde for i parlamentets femtestørste udvalg:

»Det vigtigste er, at vi får plads til grønne og sociale investeringer. Og sørger for, at det økonomiske marked følger med den grønne omstilling, så vores grønne taksonomi for investeringer reelt set er grønne, så vi undgår greenwashing,« siger Kira Marie Peter Hansen:

»Så ønsker jeg også at kigge på, hvordan vi kan få fossile investeringer fra banker og pensionskasser til at tælle med i deres risiko.«