SF's formand tavs om S-kritik

SF's formand, Villy Søvndal, vil ikke kommentere socialdemokraters kritik af partiets passivitet. Han henviser til sin kritik af S i juli.

Socialdemokraterne må selv afgøre, hvordan partiet markerer sig bedst politisk.

Det siger SF's formand, Villy Søvndal, som ikke vil kommentere socialdemokraters kritik af partilinjen. Han henviser til sin nylige opfordring til partiformanden Helle Thorning-Schmidt om at føre en mere offensiv velfærdspolitik, så statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke får endnu mere medvind.

- Risikoen er, at Helle overlader store dele af velfærdsbanen til Fogh som ham, der tager initiativerne, sagde han i juli til Politiken.

SF's formand erkender, at intern uro skader oppositionen.

- Det er da vigtigt, at alle partier i oppositionen er i fulde omdrejninger, siger Villy Søvndal til Ritzau.

/ritzau/