Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SFs sundhedsminister Astrid Krag får den kolde skulder af partiets bagland, når det gælder kampen om formandsposten i partiet.
En rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt SFs kredsformænd og medlemmer af landsledelsen, viser således, at mere end halvdelen peger på netop Vilhelmsen som deres foretrukne kandidat i formandskampen.
Helt nøjagtigt foretrækker 53 procent af de adspurgte Annette Vilhelmsen som ny formand, mens blot 27 procent peger på sundhedsminister Astrid Krag. 20 procent har svaret »ved ikke«. 64 ud af i alt 135 adspurgte har deltaget i rundspørgen.
Vilhelmsen kan holde på barnet
Den del af baglandet, der peger på Vilhelmsen, angiver en række årsager til deres valg, og her lyder det blandt andet, at Annette Vilhelmsen »vil samle SF«, »har erfaring fra det kommunale arbejde« og at hun kan »holde barnet, mens vi skifter badevandet«.
En af de lokale SFere, der foretrækker Annette Vilhelmsen, er Hanne Agersnap, der er formand i partiforeningen i Lyngby-Tårbæk. Hun peger især på Annette Vilhelmsens erfaring i en periode, hvor SF er i gang med en »omstillingsperiode«, som Hanne Agersnap siger.
- I hele den omstilling skal vi passe på ikke at tabe vores sjæl, og den tror jeg er bedre vogtet af Annette på grund af de mange roller, hun har haft i partiet igennem mange år, siger Hanne Agersnap, der understreger, at hun udtaler sig på egne vegne og ikke sin partiforenings.
- Astrid har anden erfaring og er ideologisk stærk, men hendes kendskab til partiet er mere snævert fra SFU, hendes lokale partiforening og Christiansborg, så der er nogle aspekter af partiet, hun ikke kender inde fra som Annette gør, siger Agersnap.
Berlingske Researchs rundspørge flugter med en lignende rundspørge, som DR Nyheder har foretaget blandt SFs lokalformænd.
Her siger 51 procent, at de vil have Annette Vilhelmsen som ny formand, mens 27 procent foretrækker Astrid Krag.
Politisk erfarne kvinder
Anette Vilhelmsen, der meddelte sit kandidatur søndag aften, har været folketingsmedlem siden 2011 og har mange års erfaring som byrådspolitiker i Kerteminde Byråd, hvor hun også har været 1. viceborgmester.
Astrid Krag, der har været betegnet som ledelsens favorit, har været medlem af partiet i 15 år og har trods sin unge alder stor politisk erfaring som tidligere integrationsordfører og nuværende sundhedsminister.
Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, vurderede søndag, at det vil være »en sensation«, hvis Annette Vilhelmsen vinder over Astrid Krag.