SFere er helst fri for et nyt kampvalg

Et langt opslidende formandsopgør i SF vil skade mere, end det gavner, mener flere medlemmer af SFs landsledelse, der dermed gør op med traditionen om kampvalg til formandsposten.

Forhenværende transportminister Pia Olsen Dyhr overvejer fortsat, om hun har lyst til at stille op til formandsvalget i det kriseramte SF. Et kampvalg er den eneste rigtige vej frem, hvis partiet skal finde en klar linje, vurderer forfatteren og SF-kenderen Hans Mortensen. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Krisen i SF stikker så dybt, at partiet risikerer at blive splittet op i to, hvis det skal gennemgå et langt, opslidende formandsopgør.

Det mener en række medlemmer af SFs landsledelse og partiets bagland. Derfor er de klar til at gøre op med et for partiet hidtil ellers helligt ritual: At en ny formand skal vælges ved en urafstemning med flere kandidater.

»Jeg håber meget på, at vi kan undgå et formandsopgør mellem to kandidater. Man kan jo frygte, at partiet knækker i to. Lige nu er partiet i kaos, og vi har brug for samling. Vi har brug for, at partiet støtter én kandidat,« siger medlem af SFs landsledelse Serdal Benli, der bakkes op af flere landsledelsesmedlemmer, blandt andre Poul Overlund-Sørensen.

»Jeg kan egentlig godt lide et kampvalg, fordi det giver et klart mandat til formanden. Men i denne her situation tror jeg, at det vil være bedst, at man klarer det uden. Der har været støj nok,« siger han.

Efter SFs dramatiske exit fra regeringen med et åbent oprør i folketingsgruppen er der blevet spekuleret i, at den såkaldte »røde fløj« i SF ville stille med en modkandidat til enten tidligere skatteminister Jonas Dahl eller forhenværende transportminister Pia Olsen Dyhr, som fortsat overvejer deres muligheder.

Men efterfølgende har to af de kandidater, både Trine Pertou Mach og tidligere næstformand Peter Westermann, begge afvist at stille op. Samtidig vurderer en stribe centrale kilder i SF det som meget lidt sandsynligt, at Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr ender i et formandsopgør mod hinanden.

Et kampvalg vil hjælpe partiet

Tidligere næstformand i SF og medlem af KLs bestyrelse, Jane Findahl, håber og tror ikke, at der bliver tale om et decideret formandsvalg:

»Jeg vil ikke ud i nogen diskussion om, hvem jeg helst ser som formand, men jeg kan sige så meget, at jeg for partiets skyld håber, at der kun er én, der stiller op. Når vi står i den her situation, er det helt afgørende, at vi får valgt en ny formand hurtigt.«

Hans Mortensen, der har fulgt SF i mange år og er forfatter til en bog om partiets politiske historie, kalder det ekstraordinært for SF, hvis partiet vælger en formand uden en modkandidat.

»Det vil være historisk for SF, hvis der ikke kommer et kampvalg. At det er en mulighed, siger i sig selv noget om, hvor stor en krise partiet befinder sig i,« vurderer Hans Mortensen, der mener, at et kampvalg er afgørende for, at partiet kommer ud af krisen.

»Dem, der anbefaler, at SF skal holde sig fra et kampvalg, har ikke forstået, hvad partiets grundlæggende problem er. Et formandsvalg er jo også en afklaringsproces. Det er klart, at man er bange for en splittelse, men SFs problem er, at partiet nu skal finde ud af, hvilken linje det skal følge. Det er sådan noget, et formandsvalg vil kunne afklare,« siger Hans Mortensen.

Hvis ikke der kommer et kampvalg, risikerer SF at ende med en formand uden et stærkt mandat til at lede partiet, forklarer Hans Mortensen.

»Det er en misforståelse at tro, at det skaber ro ikke at tage et formandsopgør. Jeg tror, at det skaber lige det modsatte. Hvis man ikke får afklaret en linje, så får man aldrig ro i partiet,« siger han.

Fraværet af fløje er et stærkt signal

Valgforsker Rune Stubager, som er lektor ved Aarhus Universitet, er enig i den betragtning, men forklarer, at udeblivelsen af et formandsopgør kan sende »et signal om en samling i partiet«, hvilket kan give vælgerinteresse for det ellers pressede parti.

»Hvis der ikke er nogle fløje, der stiller sig skarpt over for hinanden og derfor stiller med hver sin kandidat, vil det kunne højne vælgernes interesse for partiet, fordi vælgere normalt ikke bryder sig om partier, hvor der er intern ballade,« siger han.

»Det kræver også, at det ikke er spil for galleriet. Hvis det viser sig, at der umiddelbart efter formandsvalget kommer en masse diskussion, bøvl og ballade, så har det jo ikke virket. Det skal være reelt, ellers giver det bagslag,« siger Rune Stubager og understreger, at formandsvalget i sig selv rummer muligheder for SF:

»Hvis en ny formand formår at stille sig opportunt i forbindelse med nogle konkrete sager, hvor der både skabes kant til regeringen og Enhedslisten, så er det muligt at få vælgerne i tale. Jeg tror, at Enhedslisten har flere vælgere, der siger, at de vil stemme på partiet lige nu, end de måske egentlig har lyst til, hvis SF var mere, som det var før.«