SF vil sige ja til finansloven

SF er igang med en større bevægelse, og har nu besluttet at sige ja til finansloven til efteråret. Den radikale leder siger, at SF har åbnet døren til rummet med økonomisk ansvar. S kalder det historisk.

Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix

SF forsøger med en historisk beslutning at melde sig ind i gruppen af økonomisk ansvarlige partier. Det sker ved, at SF nu meddeler, at de stemmer for den borgerlige regerings finanslov til efteråret.

For at understrege det nye budskab er partiet samtidig ved at være klar med en spareplan på omkring 10 milliarder kroner.

»Vi vil fortsat bekæmpe den borgerlige regering morgen, middag og aften, men på samme måde som de Radikale og Socialdemokraterne så stemmer vi ja til finansloven, så vi tager ansvar for den økonomiske udvikling,« siger SFs gruppeformand Ole Sohn.

Dermed forsøger SF for alvor at lukke munden på de Radikale, som fortsat spærrer for en fælles opposition ved at kalde SF økonomisk uansvarligt.

Et historisk ryk
Ole Sohn forsøger yderligere at tage livet af den gamle forestilling ved at annoncere en spareplan, som kommer om ca. 14 dage. Den indeholder bl.a. gebyrer til danskere, som ikke møder op til planlagte operationer på sygehusene, og så er det slut med fradrag for private sundhedsforsikringer. Det sidste giver alene en milliard kroner i statskassen.

»Vi vil en økonomisk ansvarlig politik, som har pejlemærkerne velfærd, miljø, beskæftigelse og vækst. Danskerne skal være trygge ved den økonomiske udvikling,« siger Ole Sohn, der mener, at de Radikale nu må tænke sig om, og ellers må de to partier holde et møde på Christiansborg.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen sparer ikke på lovordene, når det gælder SFs nye økonomiske ansvarlighed.

»Det er utrolig glædeligt. Det er simpelthen et historisk ryk hos SF, som lover godt,« siger Sass Larsen, der mener, at nu må det »gøre indtryk på de Radikale«.

På spørgsmålet om SF vil komme med i en eventuel S-regering nøjes han dog med at konstatere, at: »Der er god tid til næste valg.«

Nye prøver
Ifølge Margrethe Vestager (R) er SFs beslutning om at stemme for finansloven vigtig for de Radikales vurdering af SFs vilje til at tage ansvar for den økonomiske politik.

»Det er godt, hvis SF har truffet den principielle beslutning, at de vil stemme for finansloven, for det er vigtigt at partierne tager et fælles ansvar for statens budget. SF har åbnet døren til rummet med økonomisk ansvar. Nu bliver det interessant at se, om de også vil tage skridtet fuldt ud, og gå ind i det,« siger Margrethe Vestager, formand for de Radikale.

Ifølge hende vil SF blive stillet over for en række prøver i det kommende år, som vil afsløre om partiet for alvor er klar til at påtage sig ansvaret for den økonomiske udvikling.

»Det bliver interessant at se, om SF også vi tage ansvar på nogle af de områder, der virkelig betyder noget. Her tænker jeg helt specifikt på de kommende arbejdsmarkeds- og skattereformer,« siger Margrethe Vestager og understreger, at hun nu har en forventning om, at SF vil være med til at lave økonomiske reformer på de to områder.

Hvis SF vil det, kan I så danne regering med dem?

»De fleste vil nok gerne se hesten, før de køber den. Der er ikke nok at få at vide, at den kan løbe stærkt.«