SF vil gøre det ulovligt for præster at udnytte deres rolle til sex

Religiøse ledere må ikke straffrit kunne manipulere sig til sex i kraft af deres rolle, mener SF i forslag.

København. Det bør være ulovligt for religiøse ledere som eksempelvis præster at udnytte deres rolle til at opnå samleje eller et andet seksuelt forhold med en person fra deres menighed.

Det mener SF's retsordfører, Karina Lorentzen. Hun har derfor fremsat et beslutningsforslag, der skal behandles 1. april i Folketinget, skriver Kristeligt Dagblad.

Forslaget er fremsat på baggrund af DR's afdækning af en præst i en frikirke i Aarhus. Han blev anklaget for at have udnyttet sin rolle til at manipulere syv kvinder til at indgå i seksuelle relationer med ham.

To af sagerne blev anmeldt som voldtægt til politiet, men efterforskningen blev senere stoppet, da det ikke er ulovligt at manipulere sig til sex.

Det gælder dog ikke for eksempel psykologer og læger, der ikke må udnytte deres rolle til at opnå sex. Og samme regel vil SF altså nu have til at gælde for præster, imamer og andre religiøse ledere.

- Man kan godt forestille sig, at hvis man er meget troende, så bliver man meget sårbar over for sin præst, hvis man for eksempel søger sjælesorg, siger Karina Lorentzen til Kristeligt Dagblad.

- Derfor synes jeg, at det ville være bedst at få skrevet ind i lovgivningen. Ikke fordi der er mange sager på området, men det handler om at gøre det tydeligt og klart, at det kan man selvfølgelig ikke,

Ifølge avisen tegner der sig et flertal for forslaget fra SF. Retsordfører fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Konservative er alle positive over for forslaget. I DR's dækning har Venstre også ønsket strammere regler for religiøse ledere.

Søren Abildgaard, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, siger til Kristeligt Dagblad, at han har tillid til, at en sådan lovgivning vil blive udmøntet på en ordentlig måde.

Men det skal ifølge ham ikke blive symbolpolitik, "hvor man forsøger at udskille religion som et særligt farligt og afhængighedsskabende forhold".

Han peger på, at problemet "ikke rigtig" handler om folkekirkepræster, men præster i frikirker i "helt særlige miljøer".

/ritzau/