SF: Tag elefantordenen fra Mubarak

SF mener, at den egyptiske præsident, Hosni Mubarak, skal have frataget sin elefantorden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en præsident udstyret med den fineste danske hædersbevisning, som befolkningen i Egypten i disse dage gør oprør mod.

For præsident Hosni Mubarak modtog i 1986 elefantordenen, da dronning Margrethe var på statsbesøg i Egypten.

Men står det til SF, skal Mubarak hurtigst muligt sende sin orden tilbage til Amalienborg.

- Det skal være sådan, at Danmark skal stå for nogle værdier. Det skal være menneskerettigheder, ligestilling og demokrati. Når Danmark hædrer nogen, skal de personer stå for de værdier.

- Hosni Mubarak står det for stik modsatte end demokrati, ligestilling og menneskerettigheder, siger SF's menneskerettighedsordfører Kamal Qureshi.

Det er kongehuset, som uddeler elefantordenen, men Kamal Qureshi frygter ikke, at kongehuset kan blive politisk, hvis Danmark kun skal uddele ordener til dem, der står for værdier, som Danmark ønsker at fremme.

- Man skal ikke være naiv og tro, at kongehuset ikke repræsenterer den danske stat, når de er på statsbesøg. Der foregår en sortering, og man kunne jo aldrig finde på at give en elefantorden til Irans præsident, Ahmadinejad, siger Kamal Qureshi.

Der er fire modtagere af elefantordenen, der har fået tilbagekaldt deres orden. I nyere tid er det kun Rumæniens daværende præsident Nicolae Ceauşescu, der er blevet bedt om at levere hæderen tilbage.

SF'eren mener ikke, det er en undskyldning, at det i forbindelse med officielle statsbesøg er en tradition at give elefantorden til landets statsoverhoved.

- Det er en tradition, vi må gøre op med. Det er et problem, når ledere, som undertrykker deres befolkning, kan fremvise en orden, de har modtaget fra den danske stat som en hædersbevisning, siger Kamal Qureshi.

/ritzau/