SF svarer på kritik om opgivet milliardgæld

Gælden for 37 milliarder kroner, som skatteministeren har opgivet at inddrive, er ikke nødvendigvis gået tabt, lyder det fra SFs politiske ordfører, Jesper Petersen.

Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har opgivet at inddrive 37 mia. kr., som virksomheder og privatpersoner skylder staten. Men milliardbeløbet er ikke nødvendigvis gået helt tabt, lyder det nu fra SFs politiske ordfører, Jesper Petersen:

- Der bliver fulgt op på, om virksomheder og borgere igen har betalingsevne, og hvis en virksomhed klarer sig godt igen, eller den arbejdsløse igen kommer i beskæftigelse, vil der igen blive rejst krav fra Skat om, at pengene skal betales. Alle de her penge er mulige at inddrive på igen, siger han.

VK-regeringen bærer skylden

Hans melding kommer som svar på kritik fra både oppositionen og kommunerne, som har kritiseret skatteministeriet. Men Jesper Petersen placerer ansvaret for, at gælden går tabt for nu, hos den tidligere VK-regering:

- De var fuldstændig stålsat på, at der var ressourcer nok. Skattegælden eksploderede, imens de blev ved med at skære meget drastisk i Skats bemanding. Det store problem med sådan nogle restancer er, hvis de får lov til at ligge for længe, og man ikke går i gang med at inddrive den med det samme, siger Jesper Petersen.

Han påpeger, at den tidligere regering var alt for langsom til at få sat gang i et nyt IT-system, der skulle bruges til at inddrive gælden. IT-systemet er stadig ikke oppe at køre, hvilket ifølge skatteministeren er en af forklaringerne på, at Skatteministeriet nu opgiver at inddrive gælden.

Læs også: KL kritiserer annullering af milliardgæld og V og DF vil grave i 37 mia. tabt gæld