»SF skal i regering igen«

SF har lært meget af to et halvt år i regering, og trods skrammerne skal SF i regering igen, fastslår konstitueret gruppeformand Pernille Vigsø Bagge.

Pernille Vigsø Bagge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SF er færdig som regeringsparti efter to et halvt omtumlede år, men selv om partiet er banket til bunds i meningsmålingerne og har mistet positionen som venstrefløjens stærkeste stemme til Enhedslisten, lever regeringsdrømmen stadig.

Det understreger konstitueret gruppeformand Pernille Vigsø Bagge (SF), der er overbevist om, at der igen i fremtiden kommer SF-ministre på Slotsholmen.

»SF har fået meget værdifuld lærdom af at sidde i regering, og vi skal helt sikkert i regering igen,« siger hun.

Ifølge gruppeformanden har SF blandt andet lært, at man skal være bedre til at inddrage baglandet i form af kommunal- og regionalpolitikere. Et regeringsparti skal også sørge for at udvikle sin politik, så det hele ikke kun kommer til at handle om drift, påpeger Pernille Vigsø Bagge.

»Vi har også lært noget om, hvordan man på mange stræk skal arbejde med, at venstrefløjen ikke kun måles på idealer, men også på resultater. Det vil vi fokusere på, når vi kommer i regering igen,« siger hun.

En Gallup-måling foretaget for Berlingske torsdag - umiddelbart efter afgående partiformand Annette Vilhelmsens (SF) beslutning om at trække SF ud af regeringen - viser, at syv ud af ti vælgere mener, at det er den bedste løsning for partiet. Opbakningen er lige så stor blandt SFs egne vælgere, og det glæder Pernille Vigsø Bagge.

»I den givne situation kunne vi ikke have gjort andet, og det er da positivt, at vælgerne er enige,« siger hun.

Til gengæld siger 57 procent af vælgerne ifølge målingen, at SF ikke er et regeringsdueligt parti, og det er ikke en rimelig vurdering, mener den konstituerede gruppeformand.

»Vi har klaret det godt i regeringen. Vi har gjort en forskel og opnået resultater som for eksempel togfonden, der aldrig var kommet igennem uden SF i regering. Det er også meget sigende, at både Lars Barfoed (K) og Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at de får lettere spil uden SF,« siger hun.

»Det viser, at vi har gjort en forskel,« fastslår Pernille Vigsø Bagge.

Gruppeformanden har som en af de få fremtrædende SFere peget på sin favorit som ny formand, nemlig afgående transportminister Pia Olsen Dyhr (SF). Hun forventer dog, at formandsopgøret ender med et kampvalg.

»I SF er det altid meget uforudsigeligt, hvem der ønsker at blive formand. Vi har en tradition for kampvalg, og det er vi gode til at håndtere,« siger hun.

Det er muligt at melde sig som formandskandidat i SF frem til 14. februar. Den nye SF-formand findes på et ekstraordinært landsmøde 1-2. marts.