SF roser dagpengeåbning

Regeringens støtteparti glæder sig over, at flere i det socialdemokratiske bagland nu »anerkender behovet« for at adressere det omtålelige dagpengespørgsmål.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens regeringstoppen definitivt afviser at ændre dagpengereglerne, presser en række socialdemokratiske medlemmer på for at styrke det omstridte dagpengesystem.

Forslaget, der kommer fra uddannelsesordfører Jeppe Bruus (S), handler om at forlænge den såkaldte arbejdsmarkedsydelse, der er indført for at sikre forsørgelse, når dagpengeperioden ender. Og det forslag falder i god jord hos SF.

»Jeg hilser det velkommen, at der nu også er medlemmer af regeringspartierne, der anerkender, at vi står med et problem, som vi er nødt til at forholde os til som ansvarlige politikere,« siger finansordfører Jonas Dahl (SF).

Som oplæg til finanslovforhandlingerne har SF foreslået at halvere af genoptjeningskravet fra tolv til seks måneder og gøre den midlertidige arbejdsmarkedsydelse permanent. De tiltag skal være med til at afbøde konsekvenserne af dagpengereformen, der blev vedtaget af VK-regeringen i 2010 med støtte fra Dansk Folkeparti og de Radikale. Og selvom Jonas Dahl finder forslaget fra Jeppe Bruus »interessant« og »bedre end ingenting«, er det ikke vidtgående nok, påpeger han.

»Det er en lappeløsning oven på en lappeløsning. Jeg tror, at det, de fleste danskere og dagpengemodtagere har brug for, er nogle permanente svar på, hvordan man kan forestille sig et bedre dagpengesystem end det, man skruede sammen tilbage i 2010.«

Jonas Dahl, der snart skal deltage i finanslovforhandlinger med regeringen, understreger behovet for at adresse dagpengespørgsmålet under forhandlingerne - uanset at både Helle Thorning-Schmidt (S) og Morten Østergaard (R) blankt har afvist at ændre systemet for dagpengemodtagerne.