SF: Regeringen halter bagud i kampen mod ulighed

Regeringen skal yde en større indsats mod ulighed, siger SFs socialordfører, efter en undersøgelse har vist, at flertal af danskerne anser forskellen mellem rig og fattig for at være for stor.

Læs mere
Fold sammen

Forskellen mellem rig og fattig er for stor. Sådan lyder meldingen fra over halvdelen af danskerne i en ny meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

51,3 procent siger, at forskellen er for stor, mens kun 2,4 procent mener, at der bør være større forskel mellem rige og fattige danskere. SFs socialordfører, Trine Mach (SF), er begejstret over meningsmålingen.

»Det er positivt, at et flertal af danskerne stiller sig det sted, hvor de siger, at der skal være større lighed i Danmark,« siger hun.

Men når det så er sagt, er socialordføreren overbevist om, at den stigende ulighed netop er en af grundene til, at regeringen sakker bagud i meningsmålingerne.

»Det skyldes, at der ikke er lavet en indsats for at skabe større lighed. Regeringen har ikke leveret nok på det her område, og den her meningsmåling viser, at vælgerne gerne vil have mere lighed,« påpeger Trine Mach.

»Hvis jeg sad i regeringen nu, så ville jeg se det her som et alvorligt wake up-call inden valget og se at få leveret resultater,« fortsætter SFs socialordfører.

Hos Enhedslisten roser socialordfører Finn Sørensen (Ø) danskerne for, at de »kan se, hvad der foregår«.

»Nemlig, at der over en længere periode er givet skattelettelser i en lind strøm, der først og fremmest kommer de rige til gode. Omvendt er der strammet op i dagpengeregler, førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge. Heldigvis stiller danskerne sig ikke tilfredse med, at vi er et af verdens mest lige samfund, og mange mener også, at de mest velhavende godt kan betale noget mere i skat,« siger han til Jyllands-Posten.