SF-profil: »Tysk kandidat er bedre end Thorning«

Foto: ODD ANDERSEN

Tyskland har sendt en konkurrent til Helle Thorning-Schmidt (S) på banen til posten som flygtningehøjkommissær.

Og det bliver vel modtaget af SFeren Trine Pertou Mach, der er folketingskandidat og bestyrelsesmedlem i Mellemfolkeligt Samvirke.

»Achim Steiner slår Helle Thorning-Schmidt med mange kilometer. Han vil ikke gøre det nemt for hende,« siger hun.

»Uden at kende Steiner indgående skal jeg gerne indrømme, at det virker mere tiltalende end en kandidat, hvis land ikke ligefrem brillerer på den flygtningepolitiske front. Heller ikke lige for tiden.«

»Tyskland har derimod stået solidt fast på humanitært ansvar og fælles europæiske løsninger i den voldsomme flygtninge- og migrationskrise, som vi oplever lige nu,« siger Trine Pertou Mach, der lige nu er i New York for at følge FN-topmødet som medlem af Action Aid International, en NGO-organisation, der kæmper mod global fattigdom og ulighed og for at fremme menneskerettigheder.

Achim Steiner. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERT GEA.

Også Pelle Dragsted, folketingsmedlem hos Enhedslisten, er kritisk over for Thornings kandidatur.

»Danmarks svar på flygtningekrisen er at skræmme flygtningene væk. Og så er det et problemastisk signal hvis vi skal stille med lederen til FNs flygtningeorganisation. Det handler jo om at tage et fælles ansvar i stedet for at flytte flygtningene rundt mellem landene,« siger Pelle Dragsted.

Tidligere statsminister og formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt har siden 4. september været eneste kandidat til posten som ny flygtningehøjkommissær i FN - udpeget af Lars Løkke Rasmussen og regeringen.

Men nu er der altså endnu en kandidat, og flere kan nå at melde sig inden afgørelsen kommer engamng i løbet af november.

Bookmakeren NordicBet tror dog stadig, det er mest sandsynligt, at Thorning får jobbet.

»Internationalt har Danmark stadig et godt ry, når det handler om behandlingen af flygtninge og migranter og hjælp til verdens fattigste. Samtidig er Helle Thorning-Schmidt en populær og markant skikkelse blandt internationale topledere,« siger NordicBets oddssætter Tonni Munk Jensen.