SF: Problemer med energidrikke skal kortlægges

Der er behov for at finde ud af, præcis hvor stort og skadeligt børn og unges brug af koffeinrige energidrikke er, mener SF.

Foto: Christian Ringbæk
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Giftlinjen får henvendelser fra børn helt ned i tiårsalderen, som har ondt i maven, hjertebanken og hovedpine efter at have drukket for meget energidrik. Det får fødevareordfører Trine Mach (SF) til at rynke øjenbrynene.

»Jeg synes, det er dybt bekymrende. Det er jo oplagt ikke sundt, og hvis Giftlinjen får opkald fra børn ned til ti år, så er der et problem med den måde, de her drikke bliver købt på,« siger hun.

Fødevareordføreren vil derfor gerne have kortlagt, hvor stort problemet med de unges forbrug af energidrikke er.

»Der er brug for at få kortlagt det her forbrug, når børn og unge indtager drikkene i en sådan grad, at de bliver fysisk påvirket af det. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor stort problemet er og hvor mange børn, der er tale om,« siger Trine Mach.

Og det er først, når forbruget er kortlagt, at man kan vurdere, hvad der skal gøres, og hvor det er bedst at sætte ind, lyder det fra SFeren

»Derefter må man handle på baggrund af kortlægningen. Hvorvidt det er en indsats over for forældrene, der skal til, eller om det er detailhandlen, som skal genoverveje, hvordan de sælger de her produkter. Og så må vi også undersøge, hvad der er mulighed for at gøre fra politisk hånd,« siger hun.

Trine Mach synes blandt andet godt, at det kan komme på tale, at supermarkederne flytter de koffeinholdige læskedrikke et sted hen, så børn og unge ikke tror, at det er et produkt, som er egnet til dem.

»Det var for eksempel et af de greb, man kunne anvende. Så energidrikkene ikke står sammen med ting, man normalt køber til børn, eller som børn og unge selv køber, men i stedet et sted, der tydeliggør, at man ikke skal drikke dem i dagligdagen,« siger hun.

Når det så er sagt, så er det også vigtigt at huske, at forældrene har et ansvar, siger fødevareordføreren.

»Det er altid en diskussion, om børn på ti år læser advarsler på flasker. Det tror jeg ikke, så derfor er det vigtigt at have forældrene i tale også, så de tager et ansvar for, hvad deres børn indtager,« siger hun.