SF: Personalets inkompetence er hovedproblemet

Det er symptombehandling alene at fokusere på sikkerheden på landets forsorgshjem, mener SFs psykiatriordfører. Hun mener, der skal tages fat om det grundlæggende problem - at forsorgshjem ikke kan tilbyde den nødvendige behandling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SF vil gerne være med til at se på sikkerheden for personalet på forsorgshjem, men hovedproblemet er den manglende kompetence til at behandle beboere med psykiske problemer.

Det siger SFs psykiatriordfører Özlem Cekic (SF), efter at en 28-årig beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i foråret stak to ansatte ihjel med en kniv. En aktindsigt i Arbejdstilsynets dokumenter viser, at der blandt beboerne er fundet boldtræer, barberblade og en harpun, og forbundet FOA efterlyser en handlingsplan for at højne sikkerheden for personalet.

»Man kan sagtens kigge på det, men jeg tror ikke på, det er det, der er hovedproblemet. Man kan godt have en politik om, at man ikke må have knive på sit værelse, men hvis patienten er dårlig, kan han jo bare bruge sin knytnæve til at slå personalet,« siger Özlem Cekic.

»Grundproblemet er ikke, hvad beboerne har på deres værelser, men om de får en behandling, der er god nok til at sikre, at de ikke bliver så dårlige, at de bliver udadreagerende,« siger SFs retsordfører.

Partiet vil gerne være med til at se på kravet fra FOA om en handlingsplan for personalets sikkerhed. Men sikkerheden kan ifølge Cekic ikke stå alene. Hun peger på tre indsatsområder:

»Det ene er de fysiske rammer og visitationen, det andet er personalets uddannelsesniveau i forhold til kompetencer til at kunne nedtrappe en konflikt. Som det tredje vil vi gerne være med til at kigge på behovet for både terapi- og misbrugsbehandling på disse steder,« siger Cekic.

Nøglen til at forbedre sikkerheden er set med SF øjne at forbedre personalets kompetencer, så de kan gå ind i en egentlig behandling af beboerne frem for »ren opbevaring«.

Hun mener, at sagen fra Saxenhøj viser, hvor galt det kan gå, når personale uden de rette kompetencer skal tage ansvaret for et menneske i dyb krise.

»Man udskriver en patient fra en psykiatrisk afdeling med diagnosen paranoid skizofren til et sted, der ikke har kompetencen. Han er fuldstændig fejlplaceret, og så går det desværre tragisk galt. Der har psykiatrien svigtet ved at udskrive ham til et forsorgshjem,« siger Cekic.