SF om finansloven: Visionsløs og decideret pinlig

Regeringens finanslovudspil svigter de kommende generationer, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr, der kalder prioriteringerne dumme og pinlige.

Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Besparelser på 6,7 milliarder kroner i regeringens finanslovudspil betyder blandt andet, at den tidligere SR-regerings løft af daginstitutionerne bliver skrottet.

Det er en prioritering, der vækker opsigt hos SF. Formand Pia Olsen Dyhr (SF) mener, at udspillet »rammer helt skævt,« og hun er uforstående over for de valg, regeringen har truffet.

»Regeringen skærer ned på klima, den kollektive transport, uddannelse og forskning og skrotter en vigtig investering i børnene. Til gengæld giver man skattelettelser i milliardstørrelsen blandt andet for at forgylde arvinger og ved at gøre det billigere at forurene – til skade for danskernes sundhed,« siger hun og forsætter med en klar dom over udspillet:

»Finanslovudspillet et kortsigtet og visionsløst, og det svigter i den grad kommende generationer.«

Ifølge udspillet vil regeringen også skære 2,3 milliarder kroner i udviklingsbistanden allerede næste år, hvilket Pia Olsen Dyhr betegner som en pinlig affære.

»Man skærer et milliardbeløb på verdens fattigste ved at rundbarbere ulandsbistanden, mens flygtningekrisen trækker overskrifter i hele Europa, og verdens lande i FN netop er blevet enige om ambitiøse mål for verdens udvikling. Det er dumt og decideret pinligt,« siger SF-formanden.